Det skulle være så godt for både klimaet og naboernes støjplagede ører, da Region Sjælland sidste år besluttede at købe 14 batteridrevne tog, der skulle summe afsted på lokalbanerne. En løsning, der vil halvere CO2-udledningen fra regionens togdrift, der lige nu varetages af aldrende dieselmaskiner.
- Jeg synes, at vi her tager det første og vigtige skridt i den grønne omstilling på lokalbanerne, sagde regionsrådsformand Heino Knudsen (S) sidste år.
Også Christian Wedell-Neergaard (K), formand for udvalget for regional udvikling, var glad for løsningen med tog, der kan lades op lidt som elbiler, og som ikke kræver strøm i et ledningsnet over jernbanen.
- Havde man spurgt os for tre år siden, om det her kunne lade sig gøre, så havde vi sagt, at det ville blive for dyrt og besværligt, sagde han begejstret sidste år.
Men nu er dyrt lige præcis dét, som togene er blevet. Oprindeligt forventede regionen, at batteritogene ville betyde, at de skulle øge tilskuddet til jernbaneselskabet Lokaltog, der driver lokalbanerne, med mellem 2 og 2,5 millioner om året.
Op til 18 millioner dyrere
Indkøb og drift af de klimavenlige tog vil nemlig koste regionen 9,5 millioner kroner mere om året, end man afsætter i dag. Dertil kommer en stor udgift på det udstyr, som gør, at batteritogene kan lades op på Tølløsebanen og Østbanen.
Samlet set betyder det, at indkøb og ladeinfrastruktur fra næste år vil give regionen en merudgift på mellem 13,5 og 18 millioner kroner hvert år. Penge, der kun kan tages fra den øvrige offentlige transport.
- Det her er den største sag, udvalget får i denne valgperiode, siger Christian Wedell-Neergaard (K), der mener, at regionen er sat over for et valg mellem pest eller kolera.
Der var nemlig lagt op til, at udvalget kunne vælge mellem enten at fortsætte med de eksisterende dieseltog frem til 2030 og droppe batteritogene indtil da, eller at man holdt fast i købet af batteritog og fandt besparelser andre steder i den kollektive trafik.
Et flertal i udvalget valgte dog en helt tredje mulighed - at forsøge sig med at sende hele projektet i udbud. På den måde håber man, at der kan findes et nyt og billigere tilbud på batteritog, der er lige så godt.
Udvalgsformand Christian Wedell-Neergaard var dog ikke glad for flertallets beslutning. Han mener, at det mest ansvarlige var at skrinlægge de grønne planer indtil videre.
- Det er en bunden opgave at lave en grøn omstilling af den kollektive trafik. Men her står vi en situation, hvor det vil have så store konsekvenser for borgerne, at jeg ikke mener, det er det rigtige, forklarer han til TV2 ØST og understreger, at man slet ikke kan vide, om et nyt udbud resulterer i, at man kan finde billigere batteritog.
Venstremand venter kun lille forsinkelse
Flemming Damgaard Larsen (V) var manden bag idéen om at forsøge at sende hele batteritogs-projektet i udbud igen. På den måde håber man, at man kan få virksomheder til at tilbyde batteritog, der er billigere end den nuværende plan.
- Beslutningen var enten at skære ned på vores busruter, og det ville jeg ikke være med til, eller at gå videre med noget gammelt materiel, som er usikkert, og hvor der sker aflysninger, og det vil jeg heller ikke være med til, siger Flemming Damgaard Larsen (V).
Han understreger, at beslutningen om at lave et nyt udbud kun vurderes at forsinke processen med to måneder.