Østbanen: Venstre klar med økonomisk tilskud - men kun til busser

Venstre er klar til at støtte Østbanen økonomisk - men kun hvis Region Sjælland dropper skinner og vælger busløsningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nu kommer der en ny melding i den langtrukne sag om Østbanen mellem Stevns og Køge, der er ude i en overlevelseskamp, fordi skinnerne på banen er slidt ned til et meget kritisk niveau.

- Hvis der er nogen, der har lyst til at prøve at gå nye veje, så har vi tradition for i Transportudvalget at støtte det, siger Venstres transportordfører på Christiansborg, Kristian Pihl Lorentzen.

quote Det ville være katastrofalt for Stevns, hvis vi skal vente seks år på en løsning

Anette Mortensen, borgmester, Stevns Kommune

Det nye, han her hentyder til er 'busløsningen':  At man løser problemet ved at fjerne togskinnerne og i stedet for bygger en lukket busbane - den såkaldte BRT-løsning (Bus Rapid Transit, red.).  Det er den løsning, som Venstre nu åbner en mulighed for at støtte økonomisk.

Vil ikke finde penge til skinnerenovering

Meldingen kommer på baggrund af, at Kristian Pihl Lorentzen i dag har meldt ud, at Venstre på landspolitisk plan vil lukke for yderligere udbygning af kollektiv trafik med jernbaneskinner.

Transportordføreren anerkender, at Østbanen er en allerede eksisterende jernbane, men han lægger ikke skjul på, at Venstre ikke vil være med til at finde penge i Folketingets Transportudvalg til en skinnerenovering.

- Nej, det kommer ikke til at ske, siger han.

Østbanen
Læs også
Nu starter slagsmålet om penge til nye skinner på Østbanen
Østbanen
Læs også
Nu starter slagsmålet om penge til nye skinner på Østbanen

Det er ellers det, som de lokale Venstre-kræfter arbejder på og ønsker sig. Efter at det forleden kom frem i en ny rapport, at det kommer til at tage op til seks år at få gennemført BRT-løsningen, har et samlet regionsråd og lokalpolitikerne i området klart tilkendegivet, at man går efter at få renoveret skinnerne. Det kan nemlig gøres langt hurtigere.

- Derfor har vi også indbudt Kristian Pihl Lorentzen til at komme herud sidst på måneden til et møde, så han  hører, hvad det er Venstre i lokalområdet går ind for, siger Jacob Jensen (V), 2. næstformand i Region Sjælland.

VIDEO: Flere andre steder bruger man allerede en BRT-løsning, blandt andet i England. Her kan du se, hvordan det fungerer.

 

Borgmester: BRT-løsning vil være katastrofalt for Stevns

Udover Jacob Jensen deltager Venstre-borgmestrene Ole Vive fra Faxe og Anette Mortensen fra Stevns i mødet. Alle er enige om, at det er den hurtige løsning - renovering af skinnerne - der er den eneste brugbare.

- Det ville være katastrofalt for Stevns, hvis vi skal vente seks år på en løsning, siger Anette Mortensen.

quote Vi skal have hjælp fra Folketinget. Regionen må simpelthen ikke bruge sine penge på det her

Jacob Jensen (V), 2. næstformand, Region Sjælland

- Østbanen er livsnerven på Stevns. Der er ikke plads på vejene, ofte holder folk i kø allerede.Jeg håber virkelig, at der snart er nogen, der vil tage initiativ til at få løst problemerne, siger hun.

Det er regionen, der har det formelle ansvar for banen, men det vil aldrig være muligt at finde de mere end 500 millioner kroner, som det koster at få skinnerne gjort køreklar igen.

- Vi skal have hjælp fra Folketinget. Regionen må simpelthen ikke bruge sine penge på det her. Vi er nødt til at få en national løsning, siger Jacob Jensen.

Busser giver længere rejsetid

Men det bliver ikke Folketingets Transportudvalg, der kommer til at komme med den løsning.

- Vi respekterer selvfølgelig de regionale og lokale politikeres beslutning om, hvad der skal ske med banen. Men hvis de vælger, at det skal være en skinnerenovering, får de ingen penge fra Transportudvalget, siger Kristian Pihl Lorentzen.

ØStbanen
Læs også
Minister og region overvejer at erstatte Østbanen med el-busser
ØStbanen
Læs også
Minister og region overvejer at erstatte Østbanen med el-busser

Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) satser dog stadig på, at der kan findes en landspolitisk løsning på problemet. Han hæfter sig ved, at hans partifælle, transportminister Benny Engelbrecht (S), forleden - ved offentliggørelsen af rapporten om Østbanens fremtid - sagde, at der ikke må komme længere rejsetid på Østbanen med en ny løsning. Og det vil der komme med en BRT-løsning.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at Folketinget vil undlade at hjælpe de en million passagerer, der hvert år pendler på Østbanen. Vi har brug for en statslig pulje til renovering af lokalbanerne, siger Heino Knudsen.

De nyligt overståede forhandlinger mellem finansministeren og kommuner og regioner resulterede dog ikke i en sådan pulje. Så nu er næste håb, at der i finanslovsforhandlingerne til efteråret kan skabes et landspolitisk flertal, som vil støtte den nødlidende jernbane  - og borgerne på hele Østsjælland.

- Vi kan ikke leve med situationen i seks år mere, siger Heino Knudsen.


Nyhedsoverblik