Sundhedsplatformen er ikke et ord, der giver overvejende positive associationer, når man hører det.
Siden Region Hovedstaden og Region Sjælland indførte det nye sundhedssystem i henholdsvis maj 2016 og november 2017 har det været genstand for en del kritik.
Senest blev it-systemet bag Sundhedsplatformen ramt af en fejl, der betød, at læger og sygeplejersker ikke kunne se, hvilken medicin der var ordineret til patienterne.
- Det er fuldstændig uforsvarligt, urimeligt og grotesk. Det er livsfarligt for patienterne, og det er virkelig utrygt for os læger og sundhedspersonale at opleve, sagde overlæge Peter Marckmann fra medicinsk afdeling på Sjællands Universitetshospital i den forbindelse til TV2 ØST.
Nu har vi hørt på i flere år, at problemerne ned Sundhedsplatformen vil blive løst, men det er ikke sket. Derfor foreslår jeg, at vi trækker en streg i sandet
Vil have it-system analyseret
Og nu vil Overlægeforeningen så have professionelle til at undersøge, om Sundhedsplatformen kan komme til at fungere optimalt, og hvad det i så fald vil koste.
- Nu har vi hørt på i flere år, at problemerne ned Sundhedsplatformen vil blive løst, men det er ikke sket. Derfor foreslår jeg, at vi trækker en streg i sandet og siger, at nu skal vi have afklaret, om Sundhedsplatformen kan bringes til at fungere tilfredsstillende, hvornår det kan ske, eller vi skal finde et andet system, siger formand for Overlægeforeningen, Lisbeth Lintz, til avisen.
Overlægeforeningen vil altså have en række fagfolk til at udarbejde en analyse af Sundhedsplatformens muligheder og begrænsninger.
Lisbeth Lintz arbejder selv som overlæge på Holbæk Sygehus og har oplevet flere problemer med it-systemet.
- Det er jo ikke, fordi de to regioner ikke har forsøgt at gøre noget. De har gjort meget for at få det til at fungere. Men det nytter ikke noget, at man siger, at nu har vi brugt så mange penge på Sundhedsplatformen, at vi er nødt til at fortsætte, fordi det er for dyrt at afskaffe Sundhedsplatformen, siger hun til Politiken.
Afviser forslaget
Formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), afviser forslaget med den begrundelse, at hun ikke kan se, hvad endnu en analyse skal gøre godt for.
- Jeg hører fra langt de fleste medarbejdere og organisationer, at de ønsker ro om Sundhedsplatformen, og at vi bruger alle kræfter på at lave forbedringer og ikke begynder forfra med et nyt system, siger hun.
For blot to dage siden, den 15. august, afviste koncerndirektør i Region Sjælland, Leif Panduro Jensen, da også, at Sundhedsplatformen er kommet for at blive. Det sagde han, efter et ekspertråd rettede en hård kritik mod Region Hovedstadens implementering af it-systemet.
- Jeg forstår godt frustrationerne, og jeg har jo været med i processen med rådets rapport, så det er ikke helt overraskende. Der er nogle ting, vi skal have rettet op på, men vi holder fast i systemet. Som jeg læser det, så siger rådet, at vi har et godt system, men at vi ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på, hvor komplekst det er, hvor meget det kan, og hvad det derfor kræver at løbe i gang, sagde koncerndirektøren til TV2 ØST.