Simon overlevede kræft - nu kommer han med opfordring

I marts måned fik Simon Hougaard Simonsen konstateret tyktarmskræft. Nu kommer han med en opfordring til borgerne i Region Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På Simon Hougaard Simonsens vinmark i Skuderløse ved Haslev er det blevet høstsæson. Selvom høstarbejdet er hårdt for både hænder og krop, er han glad.

Ikke kun over de smukke druer og udsigten til, at det bliver en forrygende sæson, men over at han overhovedet får lov til at opleve det 12. år som bonde. 

For det lå ikke nødvendigvis i kortene. 

11. marts fik han nemlig den værst tænkelige besked: 

Du har kræft. 

quote Jeg var helt overbevist om, at jeg ingenting fejlede

Simon Hougaard Simonsen, Skuderløse

Kort forinden havde han takket ja til til en screening for tarmkræft. En screening, som alle borgere over 50 år hvert andet år bliver tilbudt. 

- Jeg fik testpakken tilsendt, men den lå lige lidt på natbordet og ventede. For man skal til at rode lidt med sin egen afføring, og det er vel de færreste, der synes, det er hyggeligt. Men jeg tog mig sammen og tog den test, for det er vigtigt, siger Simon Hougaard Simonsen. 

Og det var godt, han gjorde det. Testen viste, at der var blod i afføringen. 

Læs også
6500 kræftpatienter har ventet for længe på behandling
Læs også
6500 kræftpatienter har ventet for længe på behandling

Efterfølgende ventede en kikkertundersøgelse, der kunne konstatere, at der sad en ondartet tumor 33 centimeter oppe i tyktarmen. 

En svulst, der ikke var blevet opdaget, hvis ikke det havde været for screeningen. 

- Jeg var helt overbevist om, at jeg ingenting fejlede. Jeg havde gået med motorsav og fældet skov hver dag, og jeg havde masser kræfter og energi. Man kunne ikke se noget på mig, jeg kunne ikke mærke noget, og jeg var så sikker på, at der ingenting var galt.

quote Formålet med screeningen er at hindre, at tarmkræften udvikler sig til noget

Esther Jensen, fagligleder, sekretariat for tarmkræftscreening, Region Sjælland

Efterfølgende kom Simon Hougaard Simonsen direkte i kræftpakkeordning, og den 25. marts blev han opereret på Køge Universitets Hospital, hvor kræftsvulsten blev fjernet.

Derefter ventede et forløb med kemoterapi. Et forløb, han stadig er i. 

- Jeg var både ked af det og forskrækket, men lægen sagde til mig, at det, at jeg havde taget testen, var årsag til, at tumoren blev opdaget i tide.

Simon Hougaard Simonsen oplevede stor støtte fra sin familie under behandlingen af sin kræft.
Simon Hougaard Simonsen oplevede stor støtte fra sin familie under behandlingen af sin kræft. Foto: Privatfoto

Danmarks dårligste deltagelsesprocent

I 2022 blev 871.929 borgere inviteret til screening for tarmkræft. 

På landsbasis deltog 59,8 procent, mens deltagelsen i Region Sjælland var kun på 56,9 procent.

quote Man mærker jo ikke symptomer på tarmkræft, før det er meget, meget fremskredent

Esther Jensen, fagligleder, sekretariat for tarmkræftscreening, Region Sjælland

De tal ønsker Kræftens Bekæmpelse at gøre noget ved. 

Derfor har de netop startet en kampagne, for at få flere, særligt mænd, til at huske at tage imod screeningen. 

- Jeg håber virkelig, kampagnen rammer målgruppen, for vi ligger meget langt fra landsgennemsnittet og de andre regioner, når det kommer til førstegangs-deltagelsen blandt mænd i alderen 50 til 64 år. 

- Og vi har nogle kommuner i regionen, der er ekstraordinært dårlige deltagere - herunder Lolland Kommune, fortæller Esther Jensen, der er fagligleder for sekretariat for tarmkræftscreening i Region Sjælland.

Esther Jensen er fagligleder for sekretariat for tarmkræftscreening i Region Sjælland. Hun håber, at kampagnen får flere til at blive screenet for tarmkræft.
Esther Jensen er fagligleder for sekretariat for tarmkræftscreening i Region Sjælland. Hun håber, at kampagnen får flere til at blive screenet for tarmkræft. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Hvert år får flere end 750 borgere i Region Sjælland konstateret kræft i tyk- eller endetarmen, og hvert år dør flere end 300 af netop den kræftform. 

- Formålet med screeningen er at hindre, at tarmkræften udvikler sig til noget, man ikke kan gøre noget ved, siger Esther Jensen og fortsætter: 

- Man mærker jo ikke symptomer på tarmkræft, før det er meget, meget fremskredent. Det er en af de der snigende kræftformer, som man mange gange ikke bemærker, før det er for sent. 

Simon Hougaard Simonsen blev hurtigt opereret, efter kræften blev opdaget.
Simon Hougaard Simonsen blev hurtigt opereret, efter kræften blev opdaget. Foto: Privatfoto

Særligt mændene der ikke svarer på screening

Ifølge Esther Jensen er det særligt mændene, der er dårlige til at huske screeningen.

- Det er generelt sådan i landet, at hver gang der er 100, som sender ind, så er det 55 kvinder og 45 mænd cirka, og kvinderne har ikke nær så meget tarmkræft, siger hun.

Hun forstår ikke, hvorfor deltagelsen i Region Sjælland er dårligere end i resten af landet. 

- Det er især de 50-årige, der ikke deltager i Region Sjælland, og tallene er faldene, og det er rigtig skidt. Hvis man første gang deltager, er der nemlig større chance for, at man også svarer på den næste screening, for så finder man ud af, at det er helt ufarligt, siger Esther Jensen.

Læs også
Kobler mangel på D-vitamin med risiko for kræft
Læs også
Kobler mangel på D-vitamin med risiko for kræft

- Vi sender en invitation til alle med posten, og så modtager man et lille prøverør, hvor man tager en lille prøve af sin afføring i, og så putter man det i konvolutten og sender det retur, og der er betalt for portoen. 

Simon Hougaard Simonsen er glad for, at han tog imod screeningen og har en opfordring til folk: 

- Du kan ikke se, hvad der sker inde i din krop. Hvis kræften først spreder sig, så står du med ryggen mod muren, så tag imod den test. 

TV2 ØST mødte tirsdag flere mænd på gaden, der mener selv har takket ja til at blive screenet for tarmkræft.

Nyhedsoverblik