Byskovskolen, afdeling Asgård i Ringsted blev tirsdag ramt af en ulykke, da et klimaanlæg pludselig faldt ned og ramte to elever og en lærer.
Men det var held i uheld, at der ikke skete mere, lyder det.
Det gik dog ud over to 11-årige drenge fra 5.klasse og en 61-årig kvindelig lærer, der var I klasselokalet, da klimaanlægget faldt ned fra loftet og ramte dem i hovedet.
Den kvindelige lærer fik en alvorlig skade på skulderen og en hjernerystelse.
Det er selvfølgelig beklageligt ad pommern til
TV2 Øst har set og talt med de to drenge, som begge var i skole i dag. Begge var ved godt mod.
Den ene fortæller, at han sad i klasselokalet ved sin computer, mens læreren og den anden elev var i lokalet. Han beskriver, hvordan klimaanlægget faldt ned med et brag og ramte læreren. Han selv fik to loftplader i hovedet. Den anden elev fortæller, at han lå ned imellem det nedstyrtede loftmateriale og skar sig på en skarp genstand.
Psykolog besøger skolen for at tale med børnene
Onsdag er eleverne på skolen mødt ind som vanligt, men der bliver ikke undervist i de lokaler, hvor der er installeret nye ventilationsanlæg. I dag mødte en psykolog op på skolen for at tale med de elever, der er berørte af situationen.
- Vi har en psykolog her på skolen, som med det samme går ind i beredskabet. Vi har også en ekstern samarbejdspartner, der bliver tilkaldt og som blev tilkaldt i går og kom og talte med personale, der hjalp de tilskadekomne, siger Jesper Ulrich, der er skolecenterchef på Byskovskolen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det var en hektisk situation, der mødte ham i går, da ulykken indtraf.
- Selvfølgelig er der en masse ting, man skal reagere på hurtigt. Først og fremmest skal dem der er kommet til skade, have hjælp - og det fik de. Så skal man sørge for, at de børn og det personale, der ellers er her, bliver skærmet for de ting. Specielt børnene skal ikke i nærheden af sådan en ulykke, og der var personalet rigtig gode til at hjælpe med, at der ikke var flere end højst nødvendigt, der blev berørte af situationen, siger Jesper Ulrich.
Held i uheld at der ikke skete mere
Læreren er onsdag blevet opereret for sin skulderskade på Odense Universitetshospital. Ifølge skolecenterchefen var hændelsen, der skete tirsdag, alvorlig.
- Den var meget alvorlig. Den lærer, der blev ramt, er kommet alvorligt til skade. De to elever, der også blev berørt af det, har begge været her i dag. Udover det fysiske er det selvfølgelig en meget chokerende oplevelse. Vi er i gang i dag både med de to elever og resten af skolens elever for at sikre, at de får den bedst mulige hjælp. Det er klart, at der kan være mange reaktioner ovenpå sådan en hændelse, siger Jesper Ulrich.
Han er lettet over, at der trods alt ikke skete mere, end der gjorde. Der var kun tre personer til stede i klassen, fordi 5. klasse har projektuge.
- Det er held i uheld, at der ikke er sket mere. Vi kunne have stået med en situation, der var endnu mere alvorlig. Der var ikke flere til at vidne det, men det kunne der godt have været.
Artiklen fortsætter under billedet.
Byskovskolen gennemgår i disse uger en større renovering, og derfor er der ved at blive opsat klimaanlæg i flere klasselokaler.
- Det her må under ingen omstændigheder gentage sig, og det vil vi sikre os, at det ikke gør. Det gør vi ved, at alle de eksisterende anlæg bliver gennemgået og så får vi en ekstern vurdering, efter de er blevet gennemgået og så får vi en ekstern vurdering fra producenten, siger skolecenterchef Jesper Ulrich.
Ifølge skolen vil der ikke blive undervist i de lokaler, hvor der er tilsvarende installationer før disse er sikret af uvildige fagfolk.
Entreprenørfirma: - Det er selvfølgelig beklageligt
Det er firmaet, Dansk Klima Service, der havde fået til opgave at sætte klimaanlæggene op på skolen. Ifølge firmaet er anlægget ikke sat forkert op:
Det er held i uheld, at der ikke er sket mere
- Det er ikke en forkert montering. De skruer, vi har, har ikke taget fat op under loftet. Hvis de her skuer havde taget fat to centimeter højere op i nogle spær, så var de ikke faldet ned. Men de hænger ikke fat i spærene, som de skal.
Hvorfor har man ikke sikret sig, at skruerne går helt op, hvor de skal være?
- Det kan jeg ikke svare på. Jeg har nogle teknikere, der laver de her ting, siger Allan Løvstad, ejer af Dansk Klima Service.
- Det er selvfølgelig beklageligt ad pommern til.