Onsdag formiddag klokken 11 ramte dieselprisen det laveste prisniveau siden årsskiftet.
Det stod klart, da listeprisen for en liter diesel ramte 13,39 kroner, hvilket i praksis betyder, at diesel nu kan købes ved pumperne fra 12,19 kroner literen.
Det er ikke kun dieselprisen, som er faldet. Også benzinprisen er gået ned.
Sammenlignet med tidligere på året er prisen her med 14,09 kroner ude på tankstationerne det laveste niveau i to måneder.
Ifølge Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, er der flere årsager til, at brændstofpriserne dykker.
- Vi har fået noget af det, som man har frygtet i noget tid – nemlig nogle ret dårlige nøgletal for amerikansk økonomi.
Kan falde yderligere en smule
Nøgletal dækker blandt andet over beskæftigelse og virksomhedernes forventninger til fremtiden, hvilket har stor betydning for økonomien i selvsagt USA, men også for en stor samhandelspartner som Europa.
- Arbejdsløsheden stiger og amerikansk økonomi er måske på vej til at bremse op, og dermed er der mindre brug for olie, hvilket får olieprisen og deraf også benzin- og dieselprisen til at falde herhjemme, uddyber han.
Nervøsiteten for udviklingen i den amerikanske økonomi har ifølge Søren Kristensen været så markant, at det har overdøvet sidste uges uro i Mellemøsten.
Lignende begivenheder har således historisk set kunnet banke olieprisen op.
- Vi forventer dog, at olieprisen kan falde en smule mere – men man skal ikke sætte næsen op efter, at det bliver meget billigere de kommende måneder, lyder vurderingen fra Søren Kristensen.
Benzinbiler hitter
Selvom elbiler bliver stadig mere populære og vognparken er gået frem med godt 9000 i de vest- og sydsjællandske husholdninger, så udgør de fortsat en mindre del, 6,5 procent, af det samlede antal personbiler.
28 procent af personbilerne i regionen kører således på diesel, mens 63 procent kører på benzin.
Når der bliver købt nye biler, er det dog elbiler, danskerne især går efter. I den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over af nyregistrerede motorkøretøjer udgør elbiler nu over halvdelen - 50,75 procent.
Selvom et dyk i prisen på brændstof er noget, der kan glæde mange i en region, hvor der generelt pendles langt til jobbet, kan det dog være en stakket frist.
- Hvis opbremsningen i USA virkelig tager fat, vil det blive billigere at tanke bilen og optage boliglån – men det vil være dyrekøbte fordele, for det vil også betyde opbremsning i vores egen økonomi, siger Søren Kristensen og tilføjer:
- Det vil kunne betyde fyringer og mindre lønstigninger. Så på den måde, skal vi håbe på, at opbremsningen i USA bliver med måde.