Her er de lokale nedslagspunkter i finansloven

Statens budget for 2025 er på plads. Her er fem lokale nedslag, hvor blandt andet et lokalt borgerforslag har fundet vej til finansloven.

Det kommende års finanslov blev fredag formiddag præsenteret på et pressemøde i Finansministeriet.

Aftalen er indgået mellem SVM-regeringen og med SF og De Radikale.

Bedre barselsvilkår til forældre med for tidligt fødte

Et lokalt borgerforslag fra Lolland er blevet til virkelighed.

Olivia Toftegaard Eriksen fra Sundby er mor til en lille pige, der blev født 16 uger for tidligt. Datteren vejede blot 573 gram, og har været indlagt i mere end fire måneder. 

Men som reglerne er i dag, kan Olivia Toftegaard Eriksen maksimalt få tre ekstra måneders barsel, og reglerne for forlængelse gælder kun, hvis barnet er indlagt på sygehuset. 

Olivia Toftegaard Eriksens borgerforslag er blevet en del af finansloven.
Olivia Toftegaard Eriksens borgerforslag er blevet en del af finansloven. Foto: Martin Otto - TV2 ØST

Med den nye finanslov vil loftet blive hævet til 12 måneder, og samtidig skal hjemmebehandling tælle med i muligheden for at forlænge.

- Jeg er megaglad for, at det lykkes, og at vi har fået det igennem. Jeg tror ikke, det var blevet til virkelighed, hvis ikke vi havde lavet forslaget og fortalt vores historie, siger Olivia Toftegaard Eriksen.

Hun håber, at de nye regler vil give kommende forældre til for tidligt fødte mere ro under forløbet. 

- Det kommer forhåbentlig til at give dem den ro, som vi ikke havde. At vi ikke skulle bekymre os, da vi var indlagt, for hvor lang barsel man kan få, en bekymring mindre for det liv man ender med, når ens barn er født for tidligt, siger hun.

Læs også
SF tager Olivias borgerforslag direkte ind til finanslovsforhandlingerne
Læs også
SF tager Olivias borgerforslag direkte ind til finanslovsforhandlingerne

Borgerforslaget om at forbedre barselsvilkårene for forældre til for tidligt fødte blev hurtigt taget med til finanslovsforhandlingerne af SF, selvom det på daværende tidspunkt kun havde 13.700 underskrifter.

Ifølge partiformand for SF, Pia Olsen Dyhr, ramte Olivia Toftegaard Eriksens historie hårdt.

Læs også
Gratis skolemad på finansloven
Læs også
Gratis skolemad på finansloven

- Normalt når man tager hjem fra hospitalet har man en barselsboble, men det får de ikke muligheden for at opleve på samme måde, fordi de måske slet ikke får ro på før barnet er seks måneder gammel. Derfor synes vi, de skal have mere ro på, siger hun. 

Gratis skolemad i folkeskoler

Et udpluk af folkeskoler skal indgå i en ny forsøgsordning, hvor mere end 20.000 elever kan se frem til gratis skolemad fra sommeren 2025, fortalte finansminister Nicolai Wammen (S) på pressemødet. 

Formålet er, at give børn de samme forudsætninger for sundhed, trivsel og læring i skolen. 

Emil Krapper, skoleleder, Vemmelev Skole
Emil Krapper, skoleleder, Vemmelev Skole Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Vemmelev Skole i Slagelse Kommune har siden december 2023 været en del af et forskningsprojekt, hvor børnene får mad i skolen. 

Skoleleder på Vemmelev Skole, Emil Krapper, fortæller, at projektet indtil videre har været en stor succes.

- Udover at børnene får noget sund kost, så kan vi også mærke, at det højner trivslen, fordi de sidder i nogle bordgrupper og lærer at vente til det bliver deres tur, og tager hensyn til hinanden, siger han. 

Her ses dagens skolemad på Vemmelev Skole.
Her ses dagens skolemad på Vemmelev Skole. Foto: Lars Andersen - TV2 Øst

I alt afsættes 854 millioner kroner til forsøgsordningen, der løber frem til 2028. Præcist hvilke skoler, der bliver en del af forsøgsordningen, ligger endnu ikke fast. 

Støtte til kunstprojekt på Lolland 

Der er også blevet plads til lokal kunst, kultur og naturprojekter på næste års statslige budget. 

Christoffer Hauglund Faurschou, direktør for Art Barns Lolland, ser midlerne fra finansloven som en national anerkendelse af projektet.
Christoffer Hauglund Faurschou, direktør for Art Barns Lolland, ser midlerne fra finansloven som en national anerkendelse af projektet. Foto: Martin Otto - TV2 ØST

Art Barns Lolland går ud på at tage gamle bygninger som lader og pakhuse og ombygge dem til udstillingssteder, hvor internationale kunstnere kan udstille store værker.

Læs også
Lokale lader på finansloven
Læs også
Lokale lader på finansloven

Direktør for Art Barns Lolland, Christoffer Hauglund Faurschou, er optimistisk for projektets fremtid.

- Det viser, at det er noget, man både vil lokalt men også i nationalt perspektiv, siger han.

Projektet modtager 1,5 millioner hvert år fra 2025 til 2027.

Storebæltscenter og shelterpladser 

Ved Korsør kan de også se frem til to millioner kroner til tilskud til etableringen af et ''Storebæltscenter.'' 

Centeret skal danne ramme for en såkaldt blå naturpark og være en del af et større naturområde, der er under udvikling i Kruusesminde. 

Slagelse Kommune har i forvejen afsat 600.000 kroner til projektet i deres budget for 2025.

Læs også
Tager næste skridt mod 100 kilometer lang vandreture
Læs også
Tager næste skridt mod 100 kilometer lang vandreture

Også vandreglade borgere i Sjælland kan se frem til nye shelterpladser. 

Der afsættes 1,7 millioner kroner til at etablere en eller flere shelterpladser på den kommende 100 kilometer lang vandrerute, der skal gå på tværs af Næstved og Faxe Kommune.

Historisk kirke får besøgscenter

Et nyt besøgscenter ved Sct. Bendts Kirke i Ringsted skal styrke kulturen og trække flere turister til byen. 

En kongelig gravkirke i Ringsted

  • Kirken havde oprindeligt navnet Vor Frue Kirke

  • Den nuværende Sct. Bendts Kirke er sognekirke for Ringsted Sogn.

  • Kirken, der står i dag, er resultat af en større renovering, der blev gennemført i årene 1901 til 1909.

  • Valdemar Sejr, Valdemar den store, og Dronning Dagmar er begravet i kirken. 

  • Der findes i dag et lille museum inde i kirken, hvor man blandt andet kan se en lok af Dronning Benerds hår, bypladen fra Valdemars grav og et eksemplar af Christian III's bibel.

Kilde: Ringstedsogn.dk

Museumsdirektør hos Museum Vestsjælland, Eskil Vagn Olsen, er glad for, at kirkens historiske værdi anerkendes på Christiansborg.

- Der ligger så mange historier, som fortjener meget mere synlighed og formidling. Det er Danmarks første kongelige gravkirke, og under kirkegulvet ligger store personligheder i Danmarkshistorien, siger han og fortsætter:

- Jeg tager det som et tegn på, at man også inde på Christiansborg kan se vigtigheden af historien, der ligger bag. Det er ikke kun en lokal fortælling, det er en nationalfortælling. 

Der afsættes to millioner kroner til projektet.


Nyhedsoverblik