Her er flere hundrede studiepladser ledige

Ved midnat fik tusindvis af ansøgere at vide, om de var blevet optaget på en af Professionshøjskolen Absalons uddannelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når der er studiestart efter sommerferien og til vinter, bliver det med flere hundrede færre studerende, end hvad Professionshøjskolen Absalon havde lagt op til.

Tal fra studieoptaget på Professionshøjskolen Absalon viser, at 693 studiepladser er ledige i år. Det er fordelt på 11 ud af 13 uddannelser.

quote Det er et problem, som risikerer at vokse sig større, medmindre vi får brudt søgemønsteret

Daniel Schwartz Bojsen, direktør i Professionshøjskolen Absalon

2558 ansøgere er blevet tilbudt en studieplads. Det er 93 færre end sidste år. 

Dermed er udfordringen med at tiltrække flere studerende til især velfærdsuddannelserne som pædagoguddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen desværre stadig aktuel.

- Antallet af studiepladser afspejler behovet i blandt andet daginstitutioner og på sygehuse, så ledige pladser betyder helt konkret stillinger, der ikke kan besættes nu og i fremtiden, fortæller Daniel Schwartz Bojsen, direktør for Sundhed, Social og Engineering hos Professionshøjskolen Absalon.

Læs også
Markant fald i ansøgere: - Det er bekymrende
Læs også
Markant fald i ansøgere: - Det er bekymrende

- Det er uddannelser til professioner, som der er et stort behov for. Men lige nu kan vi desværre ikke fylde undervisningslokalerne på de her uddannelser, siger han.

693 studiepladser er ledige fordelt på 11 uddannelser.

Mangel på pædagoger og sygeplejersker

Det er fortsat vanskeligt at løfte opgaven med at få flere unge til at kaste sig over velfærdsuddannelserne.

573 personer får tilbudt en studieplads i år på pædagoguddannelsen mod 707 i 2023. Det efterlader uddannelsen med 295 ledige pladser i år.

På sygeplejerskeuddannelsen har 542 fået tilbudt studieplads, hvilket er på niveau med 2023, hvor 554 ansøgere fik tilbudt en studieplads.

Professionshøjskolen Absalon har fortsat svært ved at skaffe flere studerende til en række uddannelser.
Professionshøjskolen Absalon har fortsat svært ved at skaffe flere studerende til en række uddannelser. Foto: Professionshøjskolen Absalon

På sygeplejerskeuddannelsen er der dermed 102 ledige pladser.

Ifølge Daniel Schwartz Bojsen afspejler årets tal desværre det nationale billede.

- Det er et problem, som risikerer at vokse sig større, medmindre vi får brudt søgemønsteret, der i højere grad går mod universiteterne. Samtidig ser vi ind i, at årgangene bliver mindre. Det er en farlig cocktail, siger han.

Læreruddannelsen går til gengæld frem med ni procent i forhold til sidste år. Her er det særligt Absalons campus i Vordingborg, der bærer uddannelsen frem. En væsentlig faktor i den henseende er dog, at det i høj grad skyldes flere internationale ansøgere.

Efterlyser politisk handling

Antallet af ansøgere til professionsuddannelserne er faldet stødt over de seneste år.

quote Forhåbentlig ser vi snart en ambitiøs uddannelsesreform

Daniel Schwartz Bojsen, direktør i Professionshøjskolen Absalon

- Behovet for arbejdskraft er stort, og der mangler allerede hænder i regioner og kommuner. Vi kan ikke dække efterspørgslen med den nuværende søgning til vores uddannelser, siger Daniel Schwartz Bojsen

Ifølge uddannelsesdirektøren er der akut behov for politisk handling fra Christiansborg.

- Vi er utrolig glade for hver eneste studerende, som træder ind på Absalon. Men tallene taler jo fortsat for sig selv. Der er plads til mange flere. Vi har ventet på politisk handling længe, og forhåbentlig ser vi snart en ambitiøs uddannelsesreform med massiv investering i professionsuddannelserne, som kan være med til at vende skuden, siger han.

Få uddannelser krævede snit

To af de udbudte uddannelser på Professionshøjskolen Absalon krævede dog mere end en ansøgning. 

40 personer kan se frem til at starte på jordemoderuddannelsen i Slagelse enten med studiestart denne sommer eller til vinter. 95 havde ansøgt om at blive optaget på studiet. 

Det adgangsgivende karaktergennemsnit endte på henholdsvis 10,3 og 10,2. 

Sidste år krævede det en gennemsnit på 10,1 og 9,7.

Læs også
Flere tusinde har søgt ind på ny lægeuddannelse
Læs også
Flere tusinde har søgt ind på ny lægeuddannelse

Radiografuddannelsen i Næstved var også populær. 40 ud af 53 ansøgere blev optaget på studiet gennem kvote 1. Det adgangsgivende karaktergennemsnit var 6,2.

Absalon udbyder de aktuelle ledige studiepladser på en række uddannelser.

Den 6. august inviterer Absalon desuden til Åbent Hus Summer Edition på alle campusser, hvor man kan høre mere om alle uddannelser, ledige pladser og studiestart.


Nyhedsoverblik