Minister går i rette med rektor: - Kritikken rammer ved siden af skiven

Undervisningsminister Mattias Tesfaye kalder det for en "luksusdiskussion", at rektoren på Maribo Gymnasium er utilfreds med ny taxameterordning.

- Den havde jeg ikke lige set komme. 

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er overrasket over, at Maribo Gymnasiums rektor, Michael Levy Bruus, ikke er tilfreds med regeringens planer for omlægningen af taxameterordningerne til landets ungdomsuddannelser. 

I slutningen af august beklagede Michael Levy Bruus sig i en artikel på TV2 ØST over det, han betragter som en uretfærdig tildeling af penge. 

Læs også
Rektor raser over ændring af tilskud: - Det er en ommer
Læs også
Rektor raser over ændring af tilskud: - Det er en ommer

Ifølge regeringens forslag skal der flyttes penge fra store gymnasier med over 700 elever i de store byområder til små gymnasier i yderområder. 

Men ifølge Michael Levy Bruus er det ikke det, der kommer til at ske. 

- Reelt set kommer vi i bedste fald til at gå i nul, for omlægningen betyder, at vi mister midler, vi tidligere fik, sagde han i august. 

Kig på bundlinjen

Undervisningsminister Mattias Tesfaye medgiver, at Maribo Gymnasium med regeringens ændring af tilskudsordningerne til landets ungdomsuddannelser ikke kommer til at få så mange penge som andre ungdomsuddannelser på Lolland-Falster. 

- Det er rigtigt, at vi ændrer i mange af de tilskudsordninger, der hidtil har været. Men det interessante må trods alt være bundlinjen - er der flere eller færre penge til at gennemføre den samme undervisning.

- Og for Maribo Gymnasiums vedkommende er der flere penge. Ikke så mange flere penge som Nakskov Gymnasium eller Nykøbing Katedralskole får, men stadig flere penge, end Maribo Gymnasium ellers ville have fået. 

- Så jeg synes, kritikken rammer ved siden af skiven, siger undervisningsministeren. 

quote Der er en skole, som får lidt flere penge end i dag, og så er der en anden skole, som får en del flere penge end i dag, og så skal det også gøres til et problem

Mattias Tesfaye, børne- og undervisningsminister

Han henviser til, at gymnasierne hidtil blandt andet har fået penge gennem en lang række midlertidige tilskud, der ville udløbe de kommende år.

Ifølge Undervisningsministeriet ville det have betydet, at Maribo Gymnasium ville have cirka 1,2 millioner kroner mindre at gøre godt med i 2028, men på grund af de nye ændringer vinder Maribo Gymnasium ifølge ministeriet 1,7 millioner kroner.

Reelt set er det ekstrabeløb, Maribo Gymnasium får ud af den ændrede tilskudsordning, noget mere begrænset. Her viser tal fra Undervisningsministeriet, at det lollandske gymnasium fremover får 74.877 kroner mere udbetalt, end det har fået de seneste år. 

Læs også
Rektor jubler over udsigt til flere penge - får afgørende betydning for to byer
Læs også
Rektor jubler over udsigt til flere penge - får afgørende betydning for to byer

Til sammenligning modtager Nykøbing Katedralskole i Nykøbing Falster fremover næsten fire en halv million kroner mere i statslige tilskud, fordi skolen modsat gymnasiet i Maribo ikke tidligere har modtaget blandt andet udkantstilbud. 

Alligevel mener undervisningsminister Mattias Tesfaye, at den nye fordeling er rimelig. 

- Opgaven for en rektor er at skabe en god uddannelsesinstitution. Nu bliver der på hele Lolland-Falster på alle fem ungdomsuddannelser bedre mulighed for at skabe det. 

- Det gør der, fordi vi foreslår at flytte noget økonomi fra andre dele af landet til blandt andet Lolland-Falster. Det er kun muligt, fordi vi tør træffe de her svære politiske beslutninger og foretage prioriteringer, siger Mattias Tesfaye. 

Maribo Gymnasium er et af landets mindste gymnasier.
Maribo Gymnasium er et af landets mindste gymnasier. Foto: Maribo Gymnasium

Han har svært ved at se, hvorfor det skulle være et problem, at alle fem ungdomsuddannelser på Lolland-Falster får tilført flere penge, end de hidtil har fået.

- Det er lidt en luksusdiskussion. Der er en skole, som får lidt flere penge end i dag, og så er der en anden skole, som får en del flere penge end i dag, og så skal det også gøres til et problem.

Ændrer ikke holdning

Undervisningsministerens kommentar får imidlertid ikke Maribo Gymnasiums rektor til at ændre holdning. Da TV2 ØST ringer til ham, begynder han med det samme at citere fra Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.

- Der står ordret, at regeringen vil flytte trecifret millionbeløb fra store til små institutioner. Men det er ikke det, der kommer til at ske. Der bliver omfordelt for 179 millioner kroner, og ud af det får Maribo Gymnasium altså 75.000 kroner. Det svarer til én årselev på STX. Og vi er altså et af landets absolut mindste gymnasier, siger rektor Michael Levy Bruus. 

Så meget mere får skolerne:

Med omlægningen af taxameterordningen for ungdomsuddannelser modtager nogle ungdomsuddannelser på Lolland-Falster midler fra taxameterordningen for første gang.

Oversigten her viser, hvor meget ekstra de enkelte uddannelsesinstitutioner kan forvente at modtage årligt i tilskud.

  • Nykøbing Katedralskole: 4.489.709 kroner

  • Erhvervsskolen CELF: 1.997.358 kroner

  • Nakskov Gymnasium og HF: 703.871 kroner

  • SOSU Nykøbing F.: 359.835 kroner

  • Maribo Gymnasium: 74.877 kroner

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Han understreger, at han under for eksempel Nykøbing Katedralskole at få tilført flere penge, men han undrer sig over, at katedralskolen med sine flere end 600 elever bliver tilgodeset med hele 4,48 millioner ekstra kroner, mens Maribo Gymnasium med sine kun 280 elever og et faldende elevtal kun får 74.877 kroner ekstra tilført. 

- Hovedformålet med den her taxameterreform er at holde hånden under de små skoler i yderområderne. Men det er jo tydeligvis ikke tilfældet.

Undervisningsministerens forklaring får ikke Michael Levy Bruus fra Maribo Gymnasium til at ændre holdning.
Undervisningsministerens forklaring får ikke Michael Levy Bruus fra Maribo Gymnasium til at ændre holdning. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

- Det er de mellemstore gymnasier i provinsen med cirka 600 til 700 elever, som får mest ud af omlægningen, selvom de ikke hører til de mest lukningstruede. 

Han mener, at den nye taxameterordning går imod regeringens hensigt om, at sikre de små gymnasiers overlevelse og samtidig bliver omfordelingen fra de største gymnasier for stor. 

Ifølge Michael Levy Bruus vil et så lille ekstrabeløb, som Maribo Gymnasium nu må forvente at modtage, ikke være nok til at fremtidssikre gymnasiet. 

Taxameterordning

I slutningen af august kom Børne- og Undervisningsministeriet med et udspil til en ændring af de hidtidige tilskudsordninger til gymnasier og andre ungdomsuddannelser. Udspillet indgår som en del af regeringens forslag til næste års Finanslov.

Ifølge ministeriet er ungdomsuddannelserne i yderområder og landdistrikter i dag økonomisk udfordret af faldende ungdomsårgange og dermed faldende statstilskud i de kommende år, da det normale taxametertilskud gives pr. elev.

Derfor foreslår ministeriet, at der blandt andet indføres et nyt og forhøjet udkantstilskud på 3,8 millioner kroner pr. uddannelsesinstitution, der gælder for både almene gymnasier og erhvervsskoler. 

Hidtil har kun små gymnasier med under 430 elever modtaget det forhøjede udkantstilskud.

Udspillet omfordeler samtidig fra store gymnasier med over 700 elever til mindre gymnasier.

Ændringen af taxameterordningen betyder også, at en række midlertidige tilskud, der særligt har været glædende siden 2019, bortfalder.


Nyhedsoverblik