Det skriver museet i en pressemeddelelse.
Her henviser man til, at området tidligere i historien har været ramt af en voldsom stormflod. Nemlig stormfloden i 1872, som kostede 80 mennesker livet.
Den fandt sted, før museumsvæsnet blev etableret på Lolland-Falster. Derfor er der ifølge museet kun bevaret få genstande, som fortæller om stormfloden dengang, og de beretninger, der findes, blev skrevet ned lang tid efter, begivenhederne udspillede sig.
Det vil Museum Lolland-Falster gerne undgå denne gang ved at dokumentere stormfloden 2023, mens erindringerne stadig er friske.
Museet beder nu om hjælp til det arbejde og opfordrer folk til at henvende sig, hvis de har fotos, som viser vejrets og vandets påvirkning af ens ejendom og landskabet under stormfloden, en fortælling om oplevelsen af stormfloden og dens følger og/eller genstande, som fortæller om begivenhederne.
Museets arkæologer opfordrer samtidig strandgæster til at holde øje med fortidsminder, der er eroderet frem i kystskrænten, eller oldsager på stranden, når de går tur langs de påvirkede kyster.