Store dele af Sjælland og øerne blev hårdt ramt af stormen Malik, der flere steder blæste med orkanstyrke.
Det voldsomme blæsevejr gav især travlhed hos beredskabet, der flere gange rykkede ud til væltede træer i hele regionen.
Blandt andet blev fem veje omkring Jystrup ved Ringsted spærret af væltede træer.
Et større træ væltede ligeledes ned over vejen i Korsør Lystskov.
Det betød, at gæster på Comwell Klarskovgaard ikke kunne køre væk fra stedet, før beredskabet havde fjernet træet.
I landsbyen Vallensved nær Næstved blæste stormen et stort hul i fåreavler Tobias Fundals murstenslade.
Ingen mennesker eller dyr kom til skade i forbindelse med episoden, men laden er i fare for at styrte sammen, hvis der kommer flere kraftfulde vindstød.
Tidligt søndag morgen rev et svensk fragtskib sig løs i Korsør Havn. Det 46 meter lange skib hang kun fast i agterfortøjningen, og både Søværnet fra Flådestation Korsør og Slagelse Brand og Redning blev tilkaldt af personalet fra Korsør Havn.
Søværnet skubbede ved hjælp af en slæbebåd skibet på plads, mens beredskabet og havnens folk fik fastgjort skibet til havnekajen.
Der var frygt for, at fragtskibet skulle ramme og beskadige Halvskovbroen, der forbinder den sydlige og nordlige del af Korsør.
I stationsbyen Lundby væltede hegnet hjemme hos Lea Sejberg Rasmussen, mens der mange andre steder har været meldinger om nedfaldne tagsten og stilladser, der vaklede i vinden.
Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har varslet forhøjede vandstande flere steder i landet efter stormen. Allerede før weekenden var man mange steder klar til, at vandet ville stige.
Blandt andet omkring Holbæk Havn lagde beredskabet watertubes ud for at beskytte bygningerne på havnen, ligesom lokale kunne hente sandsække til at beskytte deres huse.
Flere steder på Holbæk Havn er vandet dog brudt igennem det alternative dige, ligesom den forhøjet vandstand i Holbæk Fjord presser vandet ind over havnen.
Vandet ligger blandt andet omkring spisestedet Kabyssen og har opslugt dele af Søbadet Venedig.
Der var også højvande i Isefjorden. Her toppede vandstanden søndag klokken 09.30 ved 150 centimeter på Nykøbing Havn.
DMI havde varslet forhøjet vandstand på 190 centimeter, og dermed var højvandet på havnen mindre end frygtet.
Derfor bliver afspærringen med et dige af sandsække over Havnevej i Nykøbing nu fjernet.
En mindre fiskekutter rev sig under stormen løs i Nakskov Havn og ligger søndag eftermiddag nu helt inde i havnen, hvor det banker mod Nybro.
Her forsøger en gruppe at bjærge skibet, og en anden kutter er kommet til undsætning i forsøget på at trække fiskekutteren fri.
Søndag eftermiddag var Kalundborg Vesthavn og Vestre Havnevej i Kalundborg oversvømmet.
Derfor var Vestre Havnevej spærret for trafik i begge retninger, indtil vandet trak sig tilbage.
Ved havnen i Vordingborg stod vandet søndag også højt og omringede blandt andet flere fiskerhytter.
Bedømt på vandstandsmålingerne er vandet efterhånden på vej retur flere steder. Der vil fortsat være oversvømmelser flere steder.