Vandet ophober sig på vejene - manglende vedligehold kan være årsag

Flere steder i regionen hobede vandet sig op på vejene onsdag formiddag. Ifølge FDM kan det skyldes manglende vedligehold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Regnen er væltet ned flere steder onsdag morgen, og det medførte store ophobninger af vand på vejene flere steder her i regionen. 

Onsdag formiddag varslede Vejdirektoratet, at der især lå meget overfladevand på E20 Vestmotorvejen ved Ringsted - Halsskov mellem rasteplads Antvorskov Nord og Slagelse S afkørsel 39 i begge retninger.

- Her ligger der vand, så der er risiko for akvaplaning. Så det står lidt højere, end det normalt gør. Men der er rigtig meget vand på alle veje i øjeblikket, fordi det har regnet stort set på hele Sjælland, siger vagthavende ved Vejdirektoratet, Brit Osted Nielsen, onsdag formiddag. 

Kun et problem ved meget vand

Mængden af vand på Vestmotorvejen var dog ikke i et omfang, der krævede tilkaldelse af beredskab.

- Det forsvinder af sig selv, lige så snart det holder op med at regne. Derfor afventer vi og melder ud, at folk skal køre med forsigtighed, fortæller Brit Osted Nielsen. 

Læs også
Politiet advarer bilister mod aquaplaning
Læs også
Politiet advarer bilister mod aquaplaning

Ifølge hende er motorvejene generelt anlagt, så vandet ikke ophober sig, men ved store mængder regnvand kan problemet opstå. 

- Normalt er de jo gearet til det, fordi der er hældning på vejene, der gør, at vandet løber af. Men selvfølgelig kan der være situationer, hvor der kommer så meget, at markerne bliver fyldt op, så det løber ud på vejene. Så begynder der at komme problemer, siger Brit Osted Nielsen og fortsætter: 

- Vi er opmærksomme på det, når vi ved, at der samler sig noget, og er det noget, hvor det virker unormalt, så sender vi nogen ud og ser, hvad der er af kloakker derude, og så renser vi op i kloakkerne. 

Graver stikveje til vandet

Faxe Kommune var en af de kommuner her i regionen, som fik en del vand i løbet af onsdag morgen og formiddag. 

Derfor var Park og Vej ude flere steder for at sikre, at vandet kunne løbe af vejene. 

- Jeg kører rundt og tjekker, at vandet løber væk fra vejen, og tjekker, at brøndene trækker. Når der ligger så meget vand her, så graver jeg et vandstik i rabatten, så det kan komme væk, fortæller Claus Nielsen fra Park og Vej i Faxe Kommune. 

Claus Nielsen er specialmedarbejder i Park og Vej i Faxe Kommune.
Claus Nielsen er specialmedarbejder i Park og Vej i Faxe Kommune. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Ifølge ham er det ikke den store videnskab at få vandet af vejen. 

- Vandet løber nedad, så det er bare at grave den vej, hvor vandet kan løbe til og ind i rabatten selvfølgelig, så det er såmænd enkelt nok, siger han. 

I Faxe Kommune blev der onsdag gravet ud, så de store mængder regn løb af vejene.
I Faxe Kommune blev der onsdag gravet ud, så de store mængder regn løb af vejene. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Udover Claus Nielsens indsats med spade og håndkraft, var Park og Vej også ude med slamsugere flere steder for at få vandet væk. 

Manglende vedligehold kan være årsag

Ifølge FDM, Danmarks største interesseorganisation for bilister, kan ophobninger af vandmasser på vejene skyldes manglende vedligehold. 

Det gælder især de kommunale veje. 

- Der er ikke nogen tvivl om, at det i en eller anden udstrækning kan tilskrives, at man i hvert fald nogle steder ikke har været så gode til at vedligeholde veje og selvfølgelig også kloakker, siger Dennis Lange, chefkonsulent ved FDM og fortsætter: 

- Det er helt velkendt, at kloaksystemerne ikke kan følge med og dræne vandet hurtigt nok væk fra vejene, når der kommer rigtig meget vand på én gang.

Læs også
Her rammer sporarbejdet i 2023
Læs også
Her rammer sporarbejdet i 2023

Det er et problem, der ifølge interesseorganisationen har stået på længe. 

- Kommunerne har i mange år haft et efterslæb på den generelle vedligeholdelse af vejene. De forfalder, fordi man ikke afsætter nok penge, siger Dennis Lange. 

FDM: Ret op 

Ifølge FDM kan bilisterne godt tillade sig at forvente, at vejene bliver bedre vedligeholdt og dermed kan komme af med regnvandet. 

- De danske bilister betaler rigtig mange penge i skatter og afgifter hvert år, og det regner vi jo sådan set med også bliver brugt til blandt andet at sørge for, at vejene er i en god stand overalt.

- Vejmyndighederne, uanset om det er kommunerne eller Vejdirektoratet for statsvejene, skal sørge for, at vejene er i god stand og bliver vedligeholdt i tilstrækkeligt omfang. Det kan vi bare konstatere, ikke altid er tilfældet. Det ser vi gerne, at man får rettet op på, siger Dennis Lange.

Han understreger dog, at det ikke fratager bilisterne fra selv at tage ansvar for deres kørsel, når de møder de store vandmasser.

- Som bilist skal man også gøre sig det klart, at når man kører i kraftigt regnvejr, kan der ligge meget vand på vejene, og så er man nødt til at tilpasse sin hastighed efter det. Det er helt almindelig logik, siger Dennis Lange.





Nyhedsoverblik