Ét ord reddede Rasmus Paludan fra ny straffesag

Rigsadvokat droppede sag, som politiet havde rejst. Loven beskytter ikke brede grupper mod hån og trusler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Landets øverste anklager besluttede i foråret at opgive en straffesag mod Rasmus Paludan for overtrædelse af straffeloven.

I en tale med voldsom sprogbrug om blandt andet "de fremmede fjender" havde Rasmus Paludan ikke specifikt nævnt muslimer.

Dermed forbrød han sig ikke mod straffelovens paragraf 266 b, som kriminaliserer den, der truer, forhåner eller nedværdiger bestemte grupper af personer, mener rigsadvokat Jan Rechendorff.

Tidligere havde Københavns Politi ellers besluttet at rejse sigtelse om overtrædelse af straffelovens bestemmelse, som jævnligt omtales som racismeparagraffen.

Sagen skyldtes en tale, som Rasmus Paludan holdt ved en demonstration tilbage i oktober 2016 i Nyhavn i København.

En for bred gruppe

Københavns Politi rejste sigtelsen i januar 2018. Paludan havde ifølge sigtelsen omtalt ikke-etniske danskere som ynkelige uslinge, der hører til i kloakken. Disse menneskers død vil være nødvendig og lovlig, sagde han blandt andet ifølge sigtelsen.

Imidlertid lagde rigsadvokat Jan Rechendorff sagen ned. Han bestemte, at den ikke skulle videre til retten.

Rasmus Paludans ord var rettet mod cirka 350.000 personer, som er af ikke-vestlig herkomst. Og denne gruppe er så bred, at den ikke er beskyttet af paragraffen, skriver rigsadvokaten i en såkaldt påtaleopgivelse, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Rasmus Paludan
Læs også
Rasmus Paludan dømt for racisme i landsret
Rasmus Paludan
Læs også
Rasmus Paludan dømt for racisme i landsret

I afgørelsen lægger han vægt på, at Rasmus Paludan ikke på noget tidspunkt i sin tale nævner muslimer. At ordene blev sagt hos Foreningen For Frihed, som er stærkt islamkritisk, er ifølge rigsadvokaten ikke et tilstrækkeligt bevis for, at udtalelserne var rettet mod muslimer. En domstol ville frifinde, mener rigsadvokaten.

"Jeg skal dog afslutningsvis bemærke, at såfremt det kunne bevises, at Rasmus Paludans udtalelser var rettet mod muslimer, var der tale om udtalelser af en sådan grovhed, at der ville være tale om en overtrædelse af straffelovens § 266 b", skriver rigsadvokaten.

Paragraffen beskytter grupper, som på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering forhånes.

Klagede til ministeriet

Den borger, der stod bag anmeldelsen, klagede til Justitsministeriet, fordi tiltalen ikke blev rejst. Ministeriet afviste klagen med den begrundelse, at borgeren ikke er klageberettiget, fremgår det af en anden aktindsigt.

Rasmus Paludan
Læs også
Rasmus Paludan fik sit bedste valg på Danmarks sydligste punkt
Rasmus Paludan
Læs også
Rasmus Paludan fik sit bedste valg på Danmarks sydligste punkt

I øvrigt blev Rasmus Paludan i sommer dømt af Østre Landsret for i en anden sag at overtræde racismeparagraffen. Det skete i en video på YouTube. Her blev mennesker i Sydafrika hånet på grund af deres hudfarve.

Paludan har søgt om tilladelse til at gå videre til Højesteret. Beslutningen er endnu ikke truffet af Procesbevillingsnævnet.

Ved valget til Folketinget fik Paludans parti Stram Kurs 63.537 stemmer. Partiet er berettiget til cirka to millioner kroner årligt i partistøtte.


Nyhedsoverblik