238 millioner kroner dyrere.
Så høj bliver ekstraregningen for at rulle fjernvarme ud i Korsør og Halsskov.
Det måtte medlemmerne af Slagelse Byråd sande mandag aften, da et flertal af dem stemte for en lånegaranti til SK Varme A/S.
Fra Liberal Alliances side blev der draget en sammenligning med situationen i Odsherred Kommune, hvor Odsherred Forsyning tidligere på måneden endte i rekonstruktion med en gæld på 1,3 milliarder kroner, ind i debatten.
Jeg vil gerne have en sammenligning af de centrale nøgletal. Hvad er varmeprisen? Hvad bliver den bagefter?
Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh forstår godt bekymringen.
'Det ville jeg ikke nøjes med'
- Med den viden man har om Odsherred, kan man jo ikke affeje en budgetoverskridelse som uproblematisk. Når jeg kigger på det materiale, politikerne har fået om sagen, vurderer jeg dog ikke, at situationen er problematisk, siger han.
Byrådene fungerer grundlæggende sådan, at forvaltningen fremlægger sagsfremstillinger og indstillinger for politikerne. Oftest vil det reelt være embedsmændene i forvaltningen, der har det fulde billede af sagen, mens politikerne så at sige får serveret det, der er nødvendigt for at træffe en politisk beslutning.
- Det ville jeg ikke nøjes med her, siger Per Nikolaj Bukh og fortsætter:
- Dertil er der for stor usikkerhed omkring sagen. Jeg ville ikke stå nede i Brugsen og møde vælgere, der beskylder mig for ikke at vide, hvad jeg har stemt for. Jeg ville derfor bede forvaltningen om tre ting, siger Per Nikolaj Bukh.
For det første vil han have en bekræftelse af, at der ikke er samme problemer som i Odsherred. Konkret, at tegningsreglerne er blevet overholdt og vil blive overholdt – og samtidig have en orientering om, hvilke hæftelser, der er i moderselskabet.
'Hvad er varmeprisen?'
Dernæst vil han have en sammenligning af økonomien i Korsør og Halsskov-projekterne med Odsherred og et par øvrige kommuner.
- Jeg vil gerne have en sammenligning af de centrale nøgletal. Hvad er varmeprisen? Hvad bliver den bagefter? Og hvordan ser det ud i Odsherred og andre steder? Så er der et meget centralt nøgletal, det er tilslutningsomkostninger pr. stik – og så vil jeg også gerne se en oversigt over gælden pr. forbruger og gældsætningsgraden i varmeselskabet, siger han.
Som det tredje og sidste punkt vil Per Nikolaj Bukh gerne se et driftsbudget for varmeforsyningen med og uden tilslutningerne.
- Det er tal, jeg nogenlunde kan fiske ud af mødematerialet, budgetter og regnskaber, men hvis ikke jeg var økonomiprofessor, ville jeg gerne have haft et mere solidt grundlag at stå på end politikerne i Slagelse har fået, siger Per Nikolaj Bukh.