Modstandsmands afskedsbrev til familien: - Jeg skal skydes i eftermiddag

Hele afskedsbrevet kan læses nederst i artiklen.

Sådan lød nogle af de sidste kendte ord fra Einar Aksel Larsen fra Slagelse, en af de mere end 100 danske modstandsfolk, som blev henrettet af tyskerne under 2. verdenskrig.  

Den 38-årige modstandsmand brugte nogle af sine sidste timer til at skrive et kort afskedsbrev til hustruen Sofie og de tre børn Poul Erik, Nulle og Nina. 

75 år efter Danmarks befrielse er brevet et historisk dokument, der er med til at dokumentere, hvordan det var med livet som indsats, når de danske modstandsfolk under Anden Verdenskrig udførte sabotage mod tyske interesser. 

Einar Aksel Larsen fra Slagelse var en af dem, der betalte den højeste pris for sin modstand mod de tyske tropper i Danmark. Efter en kortvarig retssag og et par måneders fængsling blev han henrettet af tyske tropper i Ryvangen i København. 

Han var således en af en hel gruppe unge mænd fra vores område, der i krigens sidste år blev henrettet af tyskerne for deres sabotagearbejde. 

Hans afskedsbrev er et af 112 sidste breve fra dødsdømte modstandsfolk, der blev henrettet af tyskerne i 1943, 1944 og 1945.  

Bogen De Sidste Timer er oprindelig en udgivelse i bogform, men som i anledningen af 75-året for befrielsen er blevet indlæst som lydbog af en lang række kendte danske skuespillere, der kan høres hos Mofibo. Målet er at skabe en ny formidling af de rædsler, som også foregik under den danske modstandskamp. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Central for modstand 

Slagelse spillede en vigtig rolle i både den danske jernbanetrafik, men også i de netværk og flugtruter, som danskere under jorden brugte på vej mod blandt andet Sverige. 

Einar Aksel Larsen havde som mange andre danskere ikke været glad, da tyskerne indtog Danmark – men han havde som mange andre forholdt sig afventende. Efter samarbejdspolitikken kollapsede i 1943 var han gradvist kommet længere og længere ind i modstandsarbejdet i Slagelse-området. 

Han blev født i Slagelse i 1906. Som barn gik han på Vestre Skole, og kom efter skolen i lære som smed på godset Rosenfelt i Vordingborg og på maskinfabrikken Alliance i Slagelse.  

Senere etablerede han sig som cykelsmed og mekaniker med sit eget værksted i det centrale Slagelse. 

Einar Aksel Larsens modstand startede i det små. Han hjalp med at uddele de illegale blade, der under krigen blev udgivet som et modsvar på de kraftigt censurerede danske aviser.  

Modstanden blev dog til mere, og snart blev han optaget i en egentlig modstandsgruppe omkring Falck-stationen i Slagelse. 

Her havde den karismatiske chef Bruno de Neergaard organiseret en illegal gruppe, der brugte Falcks ambulancer til at hjælpe med transport af blandt andet britiske piloter på flugt. Også modstandsfolk under jorden fik hjælp til at komme gennem de tyske kontroller på ambulancens båre og videre mod sikkerheden i Sverige.  

Modtog våben fra luften 

Arbejdet i gruppen omkring Falck-stationen i Slagelse blev gradvist mere alvorligt igennem 1943 og 1944.  

Via den tidligere Slagelseborger, studenten Carsten Leif Bruhn Petersen i København, fik gruppen forbindelse til modstandsgruppen Holger Danske. Herfra blev de inspireret til at tage stadig voldsommere metoder i brug i deres modstandskamp. De modtog britiske våben og sprængstoffer fra luften - militært udstyr, som de brugte til at gennemføre flere sabotageaktioner mod de jernbanespor, der ligger i og omkring byen. 

29. august 1943 trådte den danske regering tilbage, og magten i Danmark blev reelt overtaget af departementscheferne i ministeriet i samarbejde med de tyske myndigheder. 

Beslutningen betød, at de fængslede danske kommunister blev sendt i koncentrationslejr i Tyskland, og at der blev forberedt en aktion mod de danske jøder. 

Modstanden begyndte nu for alvor også at vokse i Danmark. Det var nu i højere grad andre end kommunisterne, der aktivt kæmpede imod tyskerne. Strejker blev mere almindelige, og især jernbanesabotagen tog til. 

I Slagelse menes den efterhånden stærkt sammentømrede Falck-gruppe i denne tid at have været mere eller mindre involveret i drabet på en kendt tyskvenlig- og nazistisk indstillet stikker. Dette drab var angiveligt den direkte årsag til, at tyskerne valgte at gennemføre clearingdrabet på den danske digter Kaj Munk. 

Situationen var nu så spændt i Danmark, at tyskerne på dette tidspunkt betragtede situationen som indledningen på en borgerkrig. 

Man overvejede at sætte ind med en jernhånd i landet - men den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark Werner Best skar igennem og stoppede de planer. Han besluttede, at anholdte danskere kun skulle henrettes efter at være gået igennem en retssag.   

Artiklen fortsætter under billedet.

Ud over et signal om at handle retfærdigt overfor mennesker, som i deres øjne var terrorister, så ville det nemlig også give de tyske besættelsestropper en trumf over for modstandsbevægelsen. En dom betød nemlig, at de kunne lægge pres på modstandsgrupperne og især Frihedsrådet.

Var modstandsbevægelsen ikke aktiv, så kunne man benåde de dømte, og i stedet give dem langvarige fængselsstraffe. Omvendt, så kunne man gennemføre henrettelser som en reaktion på sabotagehandlinger. Strategien blev signaleret åbent overfor Frihedsrådet. 

Strategien virkede til en vis grad indtil sommeren 1944. Her nedlagde en række store københavnske arbejdspladser arbejdet, og igennem flere uger var der en højspændt stemning i hele Danmark. 

I den tilspidsede situation blev langt flere modstandsfolk skudt uden dom – men mange danskere blev stadig trukket igennem de tyske militærdomstole, hvor dommen ofte udløste lange fængselsstraffe eller dødsdomme.  

Henrettelserne blev bekendtgjort i aviserne, hvor de henrettedes gerninger blev udråbt som terrorhandlinger. Senere blev bekendtgørelserne dog skruet ned for at undgå, at de henrettede fik status som martyrer blandt danskerne. 

Starten på slutningen 

Grupperne i Slagelse voksede efterhånden til flere, efterhånden som modstandsånden voksede i befolkningen. 

I maj 1944 blev der imidlertid rettet et alvorligt slag mod deres sikkerhed. Det skete i København, da Gestapo stormede studenten Carsten Leif Bruhn Petersens lejlighed. 

Selvom han i første omgang havde succes med at springe fra lejlighedens altan og flygte, da tyskerne stormede lejligheden, så varede flugten kun et døgns tid.  

Da han dagen efter mødtes med sin far, redaktør Waldemar Petersen, gik det galt. Faderen var blevet skygget af tyske agenter til København, hvor han mødtes med sin søn på Rådhuspladsen. Agenterne forsøgte nu at pågribe Carsten Leif Bruhn Petersen, men han blev skudt, da han forsøgte at flygte. 

Selvom Carsten Leif Bruhn Petersen var alvorligt såret, så blev han ikke kørt på sygehuset, men i stedet direkte til afhøring på Gestapos hovedkvarter på Dagmarhus i København. Her blev han udsat for afhøringer og tortur, før han til sidst afgik ved døden på det tyske lazaret på Nyelandsvej i København. 

Tyskerne havde nu en god fornemmelse af, at der var noget organiseret på færde i Slagelse. Det tog dem dog tid at komme på plads med informanter og stikkere i den vestsjællandske by – og først efter at det danske politi i september 1944 var blevet arresteret, og tyskerne fik helt frie hænder, kom der fart på sagen. 

Her lykkedes det de tyske modstandsjægere i Gestapo, der blev hjulpet af danske sympatisører og medlemmer af HIPO, hjælpepolitiet, at få foretaget den første anholdelse i Slagelse. En anholdelse blev snart til flere – og 5. november anholdt Gestapo cykelsmeden Einar Aksel Larsen på baggrund af tip fra en dansk angiver. 

Efter anholdelsen blev han straks kørt til politigården i København, hvor han blev udsat for forhør.  

De mange anholdelser betød, at gruppen på Falck-stationen i Slagelse mistede kontakten til Holger Danske og Frihedsrådet. Det betød dels, at gruppen ikke modtog ordrer oppefra – men også, at de ikke kunne modtage advarsler fra andre dele af modstandsbevægelsen. 

Derfor forsøgte Bruno de Neergaard i december under en rejse til København at få forbindelse med grupperne igen. Det gik imidlertid galt. Den 19. december 1944 blev hans skjulested stormet af tyskerne, og han blev anholdt. 

Kort efter blev både Bruno de Neergaard og Einar Aksel Larsen dømt til døden ved en tysk krigsret. 

Døden 

Det var en bidende kold vinterdag den 27. februar 1945, da flere lastvogne med tyske soldater og en lænket fange fra Vestre Fængsel ankom til det militære øvelsesterræn i det nordlige København. 

En midaldrende mand blev trukket ned fra ladet på lastbilen, fik bind for øjnene, og blev bundet til en af de træpæle, der stod foran en høj vold.  

Artiklen fortsætter under videoen.

Einar Aksel Larsen fik forkyndt sin dom af den tyske officer, og kort efter bragede en salve skud mod manden, der faldt livløs sammen.  

Mens en militærlæge sikrede sig, at han var død, så tog soldaterne en kiste ned fra en anden lastvogn. Manden blev straks herefter begravet på selve henrettelsespladsen. 

Einar Aksel Larsen var dømt til døden af en tysk militærdomstol. Han havde siden 5. november siddet fængslet først på Københavns Politigård og senere i Vestre fængsel.   

Det var eftermiddag, da skuddene faldt. Han blev 38 år - præcist 14.075 dage. 

Hans afskedsbrev var endnu ikke nået frem til hans efterladte. 

Efterspil 

66 dage efter henrettelsen af Einar Aksel Larsen opgav tyskerne kampen, og freden kom til Danmark. 

Inden da var Bruno de Neergaard blevet henrettet den 29. marts. 

De danske modstandsfolk fandt henrettelsespladsen på den gamle pistolskydebane i Ryvangen den 5. maj 1945, og kort efter gik et større retsmedicinsk arbejde i gang for at identificere de afdøde. 

De blev fundet dræbt af mellem tre og syv skud i brystregionen. 

Alt i alt blev der fundet 106 grave omkring selve henrettelsespladsen, hvor der foran de tre pæle af fyrretræ var opført et halvtag, så skytterne ikke ville blive våde i tilfælde af regnvejr. Alt i alt blev 202 grave fundet i området.

Einar Aksel Larsen var i gruppen af personer, der hurtigt blev identificeret.  

Han blev den 8. august 1945 bisat af familien på Sct. Mikkels Kirkegård i Slagelse, og her kunne familien nu endeligt få en ordentlig afsked med deres søn, ægtemand og far. 

Efter 2. verdenskrig blev 76 danskere dømt til døden for deres handlinger begået under 2. Verdenskrig. Af dem blev 46 henrettet. Ingen blev angiveligt dømt for deres rolle i Einar Aksel Larsens død. 

Læs Einar Aksel Larsen afskedsbrev til familien her 

Min elskede Sofie og Børn!

Jeg vil bede dig og Børnene om ikke at blive alt for fortvivlede over at høre dette. Du, elskede Sofie, ved, hvordan min Sag laa. I Gaar blev jeg dømt til Døden, og i Dag fik jeg at vide, at jeg skal skydes i Eftermiddag den 27. Februar 1945. Naar I elskede har modtaget dette Brev, er jeg død, og hvad jeg ejer er min lille Poul Eriks og dit, som jeg haaber, at I maa faa gavn af.

Du elskede Sofie, jeg takker dig for alt det gode, du har gjort for mig, og har jeg gjort jer noget imod, saa ved jeg, at du vil tilgive mig, og jeg ved, at du og Børnene vil tænke og bevare et godt Minde om mig.

Mit Armbaandsur skal lille Poul Erik have, saa jeg haaber, du sørger for, at han bevarer det pænt. Hils Nulle og sig, at hun skal være en god Pige, og Nina, hun er en sød Pige, som jeg ved, at du, kære Sofie, vil faa Glæde af, og jeg haaber, du giver hende en Gave til hendes Konfirmation, saa hun kan have et Minde om mig. Og saa er der lille Poul Erik, jeg tror, han vil blive en god Dreng, tænk paa mig, lille Ven, jeg, som altid elskede dig, vær god ved din elskede Mor, som jeg elskede over alt paa Jorden. Aage, hils ogsaa ham for sidste Gang fra mig.

Jeg sidder med jeres Billede foran mig til det sidste, og jeg er ikke bange for at dø. Kære, elskede Sofie, hold dig til Gud. Hils nu min lille Poul Erik og sig til ham, at jeg døde med ren Samvittighed, lev nu vel alle sammen, og hils alle, jeg kender. 

Saa vil jeg slutte med de sidste og kærligste Hilsener og mange tusind Kys til jer alle,

din elskede Einar.

Farvel allesammen.

Bevar dette Brev.