Moderne biogas- og pyrolyseanlæg er en del af den grønne omstilling, men skal placeres det rigtige sted.
Sådan lyder konklusionen i en pressemeddelelse, som et flertal af byrådsmedlemmerne i Slagelse Kommune står bag.
Vi ønsker at skabe tryghed hos lokalbefolkningen nu
De mener ikke, at der skal placeres et nyt biogas- og pyrolyseanlæg i Rosted, som to lokale landmænd ellers har planer om.
- Det er et anlæg, som vil få en enorm synlighed i landskabet tæt på et par byer, og når først sådan et anlæg står, så står det dér i rigtig mange år, så man skal tænke sig rigtig godt om, hvor man placerer det, siger Knud Vincents (V), der er borgmester i Slagelse Kommune.
Lokale protester
Planerne står landmændene Lars Andersen, der er ejer af Flemtoftegård i Fuglebjerg og Christian Duus Olesen, der ejer Thorsbjerggård i Skælskør bag.
Deres intention er at opføre et biogas- og pyrolyseanlæg til en estimeret værdi på 1,3 milliarder kroner i Rosted.
Det skal kunne tage op mod 250.000 tons biomasse og fortrænge 400.000 til 500.000 tons CO2 årligt.
Men som Sjællandske tidligere har fortalt, har der fra start været modstand fra beboerne i Rosted-området, der har samlet mere end 500 underskrifter mod byggeriet.
Ifølge borgmesteren er der samtidig anmeldt en demonstration forud for et byrådsmøde mandag.
Derfor melder Venstre, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Nye Borgerlige fredag ud, at planerne ikke bliver til noget.
- Vi ønsker at skabe tryghed hos lokalbefolkningen nu, fremfor at sætte en forhøring i gang, siger Knud Vincents i pressemeddelelsen.
Den grønne fremtid
Men selvom planerne om et biogas- og pyrolyseanlæg i Rosted nu er droppet, så ser borgmesteren gerne flere anlæg i Slagelse Kommune i fremtiden.
De skal nemlig være med til at fremme den grønne omstilling.
- Vi er i fuld gang med at opkvalificere på mandskabssiden i vores tekniske afdeling for at kunne håndtere en hurtigere og kvikkere sagsbehandling i fremtiden, hvor vi også kan få en mere langsigtet planlægning af, hvor de her anlæg potentielt kan ligge, siger Knud Vincents.
Anlæggene ses som en langsigtet løsning, der skal fungere i mange år, og derfor er det vigtigt at finde den rigtige placering fra start.
- Vi er optagede af at finde de rigtige beliggenheder og få udpeget dem i den kommende kommuneplan, siger Knud Vincents.
Mens planerne om biogas- og pyrolyseanlægget i Rosted er lagt i graven, så igangsættes forhøringen om et nyt solcelleanlæg i Rosted.