Der var både kage og flag på programmet, da transportministeren Thomas Danielsen (V) onsdag mødte op på Sprogø til fødselsdagsfejring.
Det er nemlig 25 år siden, at Storebæltsbroen blev åbnet for vejtrafik.
Dagens jubilar har ifølge transportministeren haft stor betydning.
- Broen har jo vendt op og ned på Danmark. For det første har vi mange gange fordoblet antallet af bilister, der kører over broen dagligt. Dernæst måler vi afstand i tid og ikke kilometer, så den har betydet utrolig meget, lyder det fra Thomas Danielsen (V).
Hver dag krydser flere tusinde mennesker broen mellem Sjælland og Fyn. Det er dog en tur, der ikke er gratis, selvom broen på nuværende tidspunkt kunne være udbetalt.
For Folketinget har i flere omgange besluttet, at indtægter fra Storebæltsbroen kan finansiere ny infrastruktur frem for at betale broens egen gæld af.
- Den er blevet en del af en langsigtet infrastruktursplans finansiering, som er blevet lavet bredt i Folketinget blandt næsten alle partier, og det bliver vi selvfølgelig nødt til at være loyale over for, siger ministeren.
Billigere at krydse Storebælt
Selvom bilister stadig må ty til pengepungen for at komme over broen, så er det blevet billigere at køre over broen.
Tilbage i 2017 besluttede den daværende regering at nedsætte prisen for de bilister, der benytter automatisk betaling.
Det betyder, at det koster 192 kroner at køre over broen, hvis man betaler med enten nummerplade eller Brobizz. Til sammenling koster det 270 kroner at køre over uden automatisk betaling.
- Jeg kan fuldt ud forstå de pendlere, der er på Storebælt, og derfor er jeg også glad for, at når man taler med pendlerne, så er langt de fleste meget begejstret for den nye pendlermodel, vi har lavet på Storebæltsbroen her i indeværende år, som har gjort det langt billigere at være pendler og passe sit arbejde, siger Thomas Danielsen (V) og tilføjer:
- Så der er ikke så mange, der beklager sig over prisen for pendlere længere. Men selvfølgelig kan jeg godt forstå, at man i et nærområde som her gerne vil have det gjort helt gratis.
Hvornår bliver det gratis?
- Det er op til fremtidens politikere at afgøre. Men det ligger så mange år ude i fremtiden, at jeg vil være en af de længst siddende transportministre, hvis jeg kommer til at gøre den gratis.
Ifølge Transportministeriets beregninger, vil det koste op mod 900 millioner kroner om året at gøre broen gratis.
Efter planen trækkes der finansiering fra broen til infrastrukturprojekter frem til år 2034.