For to dage siden var IT-studerende Bo Mikkelsen på vej i lyntog fra sit hjem i Odense til sit nyt praktiksted i Høje Taastrup. Det skulle have været hans første arbejdsdag på stedet.
Men sådan blev det ikke.
Det var meget kaotisk, og jeg fandt nærmest ikke ud af, hvor seriøst det egentlig var, og hvor heldig jeg har været. Hvor taknemmelig jeg skal være, for hvor jeg sad
Godt tyve minutter efter toget trillede ud fra Odense Station klokken 07.11, var det centrum i den alvorligste togulykke i 30 år. På lavbroen på vej over Storebælt passerede ICL 210 et godstog fra DB Cargo med tom emballage fra Carlsberg. Af endnu ukendte årsager væltede en tom trailer af godstoget og ramte lyntogets forreste vogn, især i venstre side.
- Jeg var meget træt og ligger næsten og sover opad vinduet. Der kommer en kæmpe opbremsning, som jeg selvfølgelig vågner af. De fleste i vognen bliver rimelig chokeret, for det er tidligt om morgenen, og vi kan ikke rigtig se, hvor vi er. Kort efter hører vi en masse grus, der kommer op på siden af ruden, siger Bo Mikkelsen.
Ven sendte nyhedsklip
Det var passagerne i den forreste kupé i toget, det gik værst udover. Fem kvinder i alderen 27 til 60 år og tre mænd mellem 30 og 51 år mistede livet. 16 andre blev såret.
Bo Mikkelsen sad i den bagerste vogn, og der gik noget tid, før ulykkens alvor gik op for ham.
- Det var meget kaotisk, og jeg fandt nærmest ikke ud af, hvor seriøst det egentlig var, og hvor heldig jeg har været. Hvor taknemmelig jeg skal være, for hvor jeg sad, siger han.
- Vi sad i noget tid, for togkontrolløren kunne heller ikke fortælle noget. Det er først, da jeg skriver med en ven, og han sender mig et nyhedsklip, hvor jeg kan se, hvordan det ser ud nede foran i toget, at jeg indser, at nogen virkelig kan være kommet til skade.
Blev kørt til krisecenter
Redningsarbejdet på toget stod på i to en halv time, før de passagerer, der var uskadte, blev evakueret.
Jeg kunne ikke tænke på andet end ulykken og det dér med, at wow, jeg var egentlig virkelig heldig med, hvor jeg sad
- De bankede på døren for at høre, om vi kunne åbne den indefra. Det kunne vi ikke. Så kom der en indsatsleder og forklarede, hvad vi skulle, og så var det ellers hurtigt en efter en ud på broen og ind i nogle busser, siger Bo Mikkelsen.
Passagerne blev kørt til det krisecenter, som beredskabet har etableret i Nyborg Idrætscenter. Der var psykologer, som de kunne tale med, og politimænd stod klar til at note CPR-numre og telefonnumre for at finde ud af, hvem de overlevende var.
Artiklen fortsætter under billederne...
Efter et kort ophold i krisecentret tog Bo Mikkelsen hjem til sin lejlighed i Odense.
- Jeg kunne ikke tænke på andet end ulykken og det dér med, at wow, jeg var egentlig virkelig heldig med, hvor jeg sad. Især når man så flere og flere billeder af, hvor slemt det var, og når vi fik at vide, at der var folk, der var døde. Det blev jeg virkelig chokeret over, siger han.
Sender tanker til ofre og pårørende
Hændelsen sidder stadig dybt i Bo Mikkelsen, og han sender varme tanke til de omkomne og deres pårørende.
- Jeg har virkelig ondt af deres familier, og af dem der omkom. De fik bare slået livet væk under sig, siger han.
Der var 131 passagerer ombord på toget og tre DSB-medarbejdere.
Politiet efterforsker stadig sagen. De får støtte fra Nationalt Kriminalteknisk Center, og bistår i øvrigt Havarikommissionen i deres arbejde.
Firmaet DB Cargo Scandinavia, hvis godstog var involveret i ulykken på Storebæltsbroen, har valgt ikke at genoptage kørsel med øltog, indtil de kender årsagen til ulykken.
Havarikommissionen oplyste torsdag, at der kan gå helt op til et år at klarlægge omstændighederne ved ulykken.