Butiksvinduet i forretningen Nevada i Slagelse efterlader ingen tvivl.
I brune, sorte, hvide og mere farverige nuancer pryder diverse beklædningsgenstande af minkpels mannequindukkerne, der kigger ud på vejen.
Det pelsede overtøj i Inge Lautrups butik har i 48 år været hendes primære vare. Og selvom priserne på pelsene bestemt ikke er undseelige, så har hun gennem tiden langet flere end 4.000 produkter af minkpels over disken.
- Fordi det er dejligt, det er behageligt, og det er smukt. Det er jo et smukt dyr, siger butiksejeren.
Jeg vil tro, at om et par år kan man ikke få lige så meget af en mink mere, da der kun er, hvad de har på lager derinde nu
Den sidste uge har hun dog haft mere end almindeligt travlt i skindforretningen, der også sælger produkter af blandt andet læder.
- Allerede den dag, hvor statsministeren bekendtgjorde, at alle mink skulle aflives, ringede der straks en dame og spurgte: ”har du en minkjakke til mig?”, fortæller Inge Lautrup, der siden har solgt yderligere fire stykker overtøj af minkpels.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hendes forretningen er selvsagt et af de erhverv, der i den grad mærker – og kommer til at mærke – at regeringen den 4. november beordrede alle landets cirka 17 millioner mink slået ihjel hurtigst muligt på grund af frygt for corona-mutationen cluster 5.
- Jeg har meget endnu. Men jeg vil tro, at om et par år kan man ikke få lige så meget af en mink mere, da der kun er, hvad de har på lager derinde nu, siger Inge Lautrup.
Fiskeindvolde strander
Mens der med årene måske vil blive tyndet ud i Inge Lautrups pelsbutik, er lageret hos Musholm A/S, på havnen i Reersø, til gengæld fyldt med fiskeindvolde.
De sidste 25 år har havbrugsvirksomheden solgt 400 tons fiskeindvolde som foder til mink hvert år, men det er nu slut.
- Vi fik jo besked fra foderfabrikken i Stårup torsdag morgen, at de var nødt til at opsige aftalen om levering af vores indvolde i 2020, siger virksomhedens administrerende direktør, Niels Dalsgaard.
Artiklen fortsætter under billedet.
I stedet må Musholm A/S afsætte deres fiskeindvolde på en anden måde i år – og formentlig også fremover.
Det gode samarbejde vi har haft med foderfabrikken i 25 år, det er ikke sådan lige til at etablere fra den ene dag til den anden
- Hele corona-situationen påfører os jo en masse ekstraomkostninger, og det må vi tilpasse os. Men det er klart, at det gode samarbejde, vi har haft med foderfabrikken i 25 år, det er ikke sådan lige til at etablere fra den ene dag til den anden, lyder det.
Skal finde ny gylde
Også Hashøj Biogas i Dalmose er vant til at samarbejde med minkfarmene. Biogasanlægget modtager nemlig mellem 2.000 og 3.000 tons minkgylle om året.
- Den er rig på næringsstoffer, som både bidrager til en god proces i vores reaktoranlæg, når vi laver gas, og som også er god at få ud på de marker, der tilhører vores tilknyttede planteavlere, forklarer leder hos Hashøj Biogas, Søren Jørgensen.
Det kan godt være noget, der kommer til at koste os lidt penge, hvor vi ellers har fået det her frit leveret
Minkgyllen, som bruges i biogasanlægget, kan ikke bare erstattes af gyllen fra for eksempel grise. Derfor må biogasanlægget nu forsøge at finde et alternativ, der bevarer den gode kvalitet i slutproduktet. Noget, der formentlig vil kunne mærkes på pengepungen.
- Vi kommer til at skulle tænke os lidt om for at finde noget at erstatte det her minkgylle med. Og det kan godt være noget, der kommer til at koste os lidt penge, hvor vi ellers har fået det her frit leveret, siger Søren Jørgensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
I Nevada Skind og Pels i Slagelse ser Inge Lautrup ind i en fremtid med mindre minkpels, men hun regner ikke med at knække nakken på det.
- Jeg tror vi overlever, fordi jeg også sælger nogle andre ting, lyder det.
Lige nu er der kun minkavlerne, der kan modtage kompensation fra staten. Men til TV2 Nord fortæller erhvervsminister, Simon Kollerup (S), at der også arbejdes på en hjælpepakke til følgeerhvervene.
- Det skal selvfølgelig være noget, man må indenfor statsstøtteregler, og hvad der ellers er af barrierer, men jeg er i hvert fald stålsat på at finde en løsning, så vi kan hjælpe underleverandørerne til minkbranchen, siger ministeren til TV2 Nord.