Igen og igen har Sebastian Nørgaard Abramsson og hans mor testet deres idé.
En idé, der ikke kun er dekorativ, men som også kan fjerne alger. Idéen består af en flydende have, som er en flydende ø bestående af sumpplanter, som skal rense og forbedre biodiversiteten i dambrug og fiskedamme ved hjælp af rodnettet fra sumpplanterne.
- På den måde skaber vi selvstændige økosystemer, som kan blive sat ud i vand og være med til at genetablere. Det gør de ved at rense vandet og ved i virkeligheden også at konkurrere om næringsstoffet med algerne, siger Berit Nørgaard Olesen, der sammen med sin søn står bag virksomheden Eco Island.
Det er Berit Nørgaard Olesen der fik idéen til flydehaverne, og ifølge hende selv er rollerne i virksomheden klart fordelt. Hun er den med den stærke vision og de mange idéer, og sønnen, Sebastian Nørgaard Abramsson, er den der får det til at ske.
- På mange måder er vi meget ens, men samtidig meget forskellige, men vi arbejder utrolig godt sammen. Når vi arbejder, så er vi fuldstændig opslugte og så snakker vi slet ikke privat, siger Berit Nørgaard Olesen.
Det handler i virkeligheden om at lade sig inspirere af det, naturen med held har gjort i millioner af år
Sebastian Nørgaard Abramsson er uddannet ingeniør, derfor var det også oplagt for Berit Nørgaard Olesen, at sønnen skulle være med på holdet. Det er også ham, der står bag testene af flydehaverne. Udover at teste flydehaverne i et dambrug i Nordjylland, har han lavet flere test på vandkvaliteten med og uden flydehaverne.
- Vi kunne se en stor forskel på de to prøver, vi lavede. Den uden flydehaven blev helt grøn og fyldt med alger, og det vand med vores flydehave var relativ klart, og dykkede i de forskellige næringsstoffer vi målte på, som primært var kvælstofsforbindelser, siger Sebastian Nørgaard Abramsson.
Bæredygtig familievirksomhed
Flydehaverne, som både kan tåle varmt og koldt vejr, er designbeskyttede og kan bruges i både stort og småt vand, men ambitionerne rækker til langt mere end bare det.
- Vi vil altid forbedre teknologien, vi vil altid gøre det mere bæredygtigt, og vi vil altid prøve at presse os selv til at gøre det endnu bedre, siger Berit Nørgaard Olesen.
Lige nu er Eco Island afgrænset til haverne herhjemme i Danmark, men med tiden satser familievirksomheden på at gøre en forskel i en større skala også i udlandet.
- Kombinationen af mangel på vand, højere temperaturer og større udsving gør, at det vand du så har, skal genbruges, siger Sebastian Nørgaard Abramsson.
Det er naturen, som er den helt store inspiration for iværksætterparret, og derfor er det vigtigt for dem, at virksomheden er så bæredygtig som muligt, og at de konstant er i udvikling for at finde de bedste løsninger.
- Det handler i virkeligheden om at lade sig inspirere af det, naturen med held har gjort i millioner af år, afslutter Berit Nørgaard Olesen.