Hans mejeri leverer ost til Michelin-restauranter - nu giver han stafetten videre

Den nu tidligere michelin-mejerist, Per Sørup, ser positivt på fremtiden for Hårbølle Mejeri, efter han har givet nøglerne videre.

Det dekorerede gårdmejeri på Møn, Hårbølle Mejeri, har leveret oste til Michelin-restauranter som Noma og Geranium. 

Men nu har den 78-årige ejer og mejerist Per Sørup efter 13 år måttet sande, at han må give stafetten videre.

quote At miste synet af mine 100 hvide malkefår, som på rad og række satte kursen fra marken og mod hvilestedet i stalden, det er vemodigt

Per Sørup

Det har i længere tid været på tegnebrættet, at mejeriet skulle finde nogle, der kunne drive det videre. 

Efter flere mislykkede forsøg har Per Sørup fundet de rette til at gribe stafetten, nemlig Naturmælk og Øllingegaard Mejeri.

- Det er stor begejstring og glæde, lyder det fra Per Sørup.

Mejeriet skal videre til større spillere

Hårbølle Mejeri blev stiftet i 2011, og siden da har Per Sørup stået i spidsen for det lille gårdmejeri. 

Hårbølle Mejeri blev grundlagt i 2011 af Per Sørup.
Hårbølle Mejeri blev grundlagt i 2011 af Per Sørup. Foto: Hårbølle Mejeri

Men det bekymrer ikke Per Sørup, at mejeriet nu skal varetages af andre, større spillere på markedet.

- Det behøver ikke at gøre en forskel for kvaliteten, at der nu skal produceres i større skala hos Naturmælk og Øllingegaard. Hvis man er meget dygtig, kan man sagtens opskalere, og det skal opskaleres for at overleve, siger Per Sørup.

Der har været flere prominente bejlere til at overtage produktionen af Hårbølle Mejeris produktion, men en helt særlig oplevelse gjorde, at Per Sørup ikke var i tvivl om, hvem der skulle have nøglerne.

Direktør gik på knæ

Direktøren for Naturmælk, Leif Friis Jørgensen, forbløffede Per Sørup, da han var helt nede at snuse til græsset og urterne, som dyrene på gården spiste – han kunne endda nævne navnene på alle de sorter, som græsset indeholdt.

Læs også
Ung leder forlader mejeri
Læs også
Ung leder forlader mejeri

- "Hold kæft man! Du har også den urt og den urt og den urt". Han kendte det hele, fortæller Per Sørup begejstret.

Det efterlod Per Sørup med overbevisningen om, at forretningen ville være i gode hænder hos Naturmælk.

Hos Naturmælk glæder man sig også over overtagelsen.

- Vi glæder os meget over at overtage produktionen af de kendte oste fra Hårbølle Mejeri, siger Leif Friis Jørgensen, der er adm. direktør i Naturmælk. 

- Hårbølle har gennem årene opbygget et stærkt brand, og ostene har deres helt særlige karakteristika. Hårbølle har desuden opbygget en unik markedsposition inden for danskproduceret fåreost, og vi er stolte over at kunne føre den tradition videre.

”Et syn for guderne”

Selvom Per Sørup har lagt vemodet over at skulle overlade produktionen fra sig, så er der særligt én ting, som han ikke kan lægge bag sig lige foreløbigt.

- At miste synet af mine 100 hvide malkefår, som på rad og række satte kursen fra marken og mod hvilestedet i stalden, det er vemodigt, fortæller Per Sørup.

Mejeriet har produceret håndlavede oste og yoghurt på basis af egen fåremælk og lokal
jerseymælk.
Mejeriet har produceret håndlavede oste og yoghurt på basis af egen fåremælk og lokal jerseymælk. Foto: Hårbølle Mejeri

Fårene har også været medsammensvorne i andre bemærkelsesværdige erindringer. 

Fåremælken, som blev produceret på Per Sørups gårdmejeri, fik nemlig opmærksomhed fra en helt særlig skikkelse.

Per hentede inspiration fra michelin-kok

Per Sørup har en baggrund som biokemiker og videnskabsmand og har derfor stor interesse i, hvilke sammensætninger der giver den bedste ost. 

Læs også
26-årig overtager mejeri med Michelin-leverancer
Læs også
26-årig overtager mejeri med Michelin-leverancer

Per Sørup fortæller, at særligt én oplevelse med udvikling af nye produkter har sat sig i ham i hans tid som mejeriejer.

Her besøgte Michelin-kok Eric Kragh Vildgaard fra restaurant Jordnær Hårbølle Mejeri.

- Han er frygtindgydende, når man ser ham. Halvanden meter over skuldrene, tatoveret over det hele og ring i næsen. 

Sådan beskriver Per Sørup mødet med Michelin-kok på restaurant ”Jordnær”, Eric Kragh Vildgaard, som har en fortid i det kriminelle miljø. Han besøgte mejeriet og foreslog Per Sørup, at han kunne prøve at syrne fløden fra fårene til en slags creme fraiche.

Eric Kragh Vildgaard var også begejstret for Per Sørups produkter, fortæller Per Sørup selv.
Eric Kragh Vildgaard var også begejstret for Per Sørups produkter, fortæller Per Sørup selv. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Per Sørup kastede sig ud i et forsøg, som michelin-kokken skulle smage. 

Det skulle vise sig, at Per Sørup ikke havde noget at frygte. Eric Kragh Vildgaard elskede nemlig Per Sørups creme fraiche lavet på fåremælk.

- ”Det smager kraftedeme godt!”, udbrød Eric Kragh Vildgaard med et stort og lunt grin, husker Per Sørup, som kunne ånde lettet op.

Livsværket lægges på hylden

Per Sørups rejse med det meriterede Hårbølle Mejeri har nu nået endestationen for hans eget vedkommende, men han er ganske tilfreds med, hvad han og resten af mejeriet har udrettet.

- Vi blev den kæmpe succes, som vi blev, og vi har lavet guddommelige oste og blandt andet vundet priser for vores camembert i Frankrig, siger Per Sørup.

Per Sørup tror på, at de nye ejere formår at drive forretningen videre med samme kvalitet, som mejeriet hidtil har stået for.

- Naturmælk forstår den økologiske baggrund, og de er dygtige ostemagere, siger Per Sørup.

Indtil videre vil produktionen af fåremælksoste foregå i lokalerne i Hårbølle på Møn, mens produktionen af komælksoste flytter til Naturmælks egne lokaler. 

Alle produkter fortsætter under Hårbølle-navnet.


Nyhedsoverblik