Salmonella-smittede stiger i nyt udbrud

Kilden bag det nyeste udbrud er endnu ikke fundet, men flere smittede oplyser at have spist hakket oksekød.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Antallet af danskere, der er smittet i et nyt udbrud med salmonella, er steget til 52 tilfælde.

Det fremgår af den seneste opdatering fra Statens Serum Institut (SSI).

Der er tale om yderligere ni tilfælde siden 10. juni, og i alt er der nu konstateret smitte med den samme type blandt 32 mænd og 20 kvinder i hele landet.

Patienterne er mellem 0 og 85 år med en gennemsnitlig alder på 42 år, fremgår det.

Kilde bag udbrud er endnu ikke fundet

Salmonella smitter næsten udelukkende via mad og giver en mave- og tarminfektion. Normalt er der tale om mild sygdom som eksempelvis diarré.

Bakterien kan hos få give blodforgiftning

Salmonella er en zoonose – en virus eller en bakterie, der kan smitte fra dyr til menneske.

Der er tale om en mave- og tarminfektion, der næsten udelukkende smitter via mad, og som normalt giver mild sygdom med eksempelvis diarré.

Infektionen går som regel over af sig selv, men bakterien kan også give mere alvorlig sygdom. Den kan for eksempel sprede sig ind i selve kroppen fra tarmen og forårsage blodforgiftning.

De typiske symptomer er almindelig utilpashed, diarré, ondt i maven, mulig kvalme, opkastning og feber.

Samtidig oplever smittede ofte ledsmerter, muskelsmerter og hovedpine.

Smittekilden til udbruddet er endnu ikke fundet, men SSI har tidligere oplyst, at årsagen formentlig er hakket oksekød.

Det skyldes, at mange smittede i interviews med myndighederne har oplyst, at de enten har smagt på råt, hakket oksekød eller har brugt almindeligt hakket kød til tatar.

To udbrud på kort tid

Det er anden gang i løbet af kort tid, at der i Danmark er et udbrud, som formentlig stammer fra hakket oksekød.

I det seneste udbrud viste smittekilden sig efter flere undersøgelser at være oksekød med engelsk oprindelse. Kødet blev efterfølgende trukket tilbage.

Læs også
Hakket oksekød trækkes tilbage
Læs også
Hakket oksekød trækkes tilbage

Det er Den Centrale Udbrudsgruppe, der håndterer salmonellaudbrud i Danmark. Gruppen består af SSI, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

Spis eller smag ikke på rå fars

SSI opfordrer danskerne til at være ekstra opmærksomme på de generelle anbefalinger, når det gælder god køkkenhygiejne.

Det omfatter gennemstegning af hakket kød, og at man holder spiseklare madvarer som for eksempel grøntsager adskilt fra råt kød.

Derudover skal man lade være med at smage på råt kød, lyder det. Og hvis man vil spise tatar, lyder opfordringen at købe hakket kød, der er specielt beregnet til tatar.

Læs også
Hurtigvoksende samonellaudbrud i gang
Læs også
Hurtigvoksende samonellaudbrud i gang

- Det står på pakningen – ellers spørg slagteren, har Fødevarestyrelsen tidligere oplyst.

Udbrud med salmonella er ikke usædvanlige og forekommer omkring 15 til 20 gange om året med flere tilfælde i samme udbrud.

I det forrige udbrud er der indtil videre konstateret 65 smittede, hvoraf mange har været indlagt på sygehuset på grund af infektionen.


Nyhedsoverblik