De italienske brobyggere bag Storstrømsbroen kom ud af 2022 med et svimlende underskud på godt 1,4 milliarder kroner.
Det viser selskabet SBJV's nye regnskab for 2022. Dermed er det fjerde år i træk, at italienerne taber penge på at bygge broen.
Det italienske konsortium har ikke ønsket at udtale sig, men i regnskabet erkender de, at byggeriet af Storstrømsbroen er en 'endnu mere tabsgivende kontrakt'.
Økonomisk hjælp
For at holde selskabet økonomisk oven vande har det italienske moderselskab Itinera tilført projektet store millionbeløb, ligesom moderselskabet også har stillet garanti for, at de fortsat vil tilføre projektet penge, hvis det bliver nødvendigt.
Samtidig har Vejdirektoratet valgt at stille en såkaldt likviditetsbro til rådighed for SBJV. Det er et lån, der gives i rater, og som efterfølgende skal betales tilbage.
På trods af de store underskud afviste Vejdirektoratet tidligere på måneden, at der kan blive tale om en konkurs:
- Der har ikke været risiko for, at byggeriet helt ville gå i stå, og vi ser heller ikke nogen tegn på overhovedet, at entreprenøren er på vej til at gå konkurs, fastslog projektchef i Vejdirektoratet Niels Gottlieb til TV2 ØST.
Sag i voldgiftsretten
I regnskabet for 2022 begrunder SBJV det store underskud med, at byggeriet har været påvirket af COVID-19 og krigen i Ukraine, som blandt andet har betydet højere priser på materialer.
Samtidig vurderer ledelsen SBJV-konsortiet som 'going concern'.
De italienske brobyggere mener, Vejdirektoratet bør dække en del af ekstraudgifterne og kræver derfor over to milliarder kroner. Et krav, som Vejdirektoratet nægter at imødekomme, og derfor skal sagen afgøres ved Voldgiften.
- Vi er fuldstændig uenige. Vi er meget langt fra hinanden, sagde anlægsdirektør i Vejdirektoratet Erik Stoklund Larsen, da kravet første gang blev rejst februar sidste år.
Ramt af forsinkelser
Byggeriet af den nye Storstrømsbro er blevet forsinket af flere omgange.
Det var oprindeligt meningen, at broen skulle have været klar til vejtrafik i 2022 og for togtrafik i 2023. Nu er forventningen, at broen åbner for biltrafik i slutningen af 2025 og for togtrafik i starten af 2027.
Forsinkelserne betyder, at Vejdirektoratet også har tænkt sig at kræve penge fra SBJV for ikke at færdiggøre byggeriet til den aftalte tid. Det er også en del af den sag, voldgiftretten skal tage stilling til.
De italienske brobyggere regner med et nulresultat for regnskabsåret 2023. Det vil sige, at der hverken vil være overskud eller underskud.