Fødselsattesten siger 81 - men hans bodyage er 66 år

Han spiser kage hver dag og drikker op mod 18 genstande om ugen. Alligevel svarer 81-årige Helge Adam Møllers bodyage til en på 66 år. Masser af motion kombineret med god mad og drikke er hans opskrift på det sunde liv.

Af Stephan Svingkær og Christina Jul Nielsen


Han er en mand med to aldre. 

For fødselsattesten siger 81 år, men hans bodyage er 66 år.

Den tidligere militærmand og folketingsmedlem Helge Adam Møller lader til at have fundet opskriften på et langt, sundt liv.

- Jeg tager aldrig elevator, hvis det er under syvende etage. Jeg tager aldrig rulletrapper og den slags. For det er jo gratis træning, siger Helge Adam Møller.

Udover masser af motion er en del af opskriften også god mad og drikke.

quote I forhold til andre på 81, går det rimelig godt

Helge Adam Møller, Næstved

I en ny serie på TV2 ØST, Helge Adam og og det sunde liv, har Helge Adam Møller sagt ja til en udfordring. Han skal teste, hvad andre forbinder med det sunde liv. For hvem ved, måske kan han blive inspireret.

Mange kender nok Helge Adam Møller for hans politiske arbejde. 

Men inden da havde han en lang karriere hos Forsvaret, som begyndte, umiddelbart efter han dimitterede fra Næstved Gymnasium i 1962. 

Op gennem 70'erne blev han en del af Jægerkorpset og fik blandt andet en faldskærmsuddannelse fra Speciel Forces i USA.

Men i 80'erne skiftede han den militære slagmark ud med en anden. 

Nemlig den politiske. 

Her ses Helge Adam Møller, Erik Ninn Hansen og Poul Schlüter i Folketinget.
Her ses Helge Adam Møller, Erik Ninn Hansen og Poul Schlüter i Folketinget. Foto: Mogens Ladegaard/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Her stillede han op for Det Konservative Folkeparti, hvor han blev byrådsmedlem i Næstved. 

To år senere, i 1984, var han folketingsmedlem for Konservative helt frem til 2011.

Helge Adam Møller dengang han var retspolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti.
Helge Adam Møller dengang han var retspolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti. Foto: Bent Midstrup/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

I 2020 sluttede karrieren i byrådet i Næstved Kommune, og i dag sidder han i regionsrådet i Region Sjælland.

Helge og hans bodyage

Hans bodyage kom for alvor i fokus i efteråret sidste år, efter han skrev et læserbrev i Berlingske.

For det provokerede ham, da han kunne læse om tv-værten Emil Thorup, som i et forsøg på at leve et længere og sundere liv, hoppede på en striks kur med ingen alkohol, nul sukker og i stedet kun spiste fisk, avocadoolie og nødder og nogle enkelte grøntsager.

HVAD ER BODYAGE?

Bodyage er et udtryk for en persons biologiske alder modsat den kronologiske alder.

Din biologiske alder afhænger af kroppens sundhedsmæssige tilstand. Hvis du er i dårlig fysisk form, kan din krop godt være ældre, end du er. Hvis du er i rigtig god form, kan din krop blive målt til at være yngre, end du reelt er.

Hvis du gerne vil kende din krops metaboliske alder, kan du få foretaget en bodyage-test. Det er en test, som du kan få lavet i et fitnesscenter, hos en diætist eller en fysioterapeut.  

Bodyage bygger på en kropsanalyse, som bl.a. viser mængden af vand i din krop, fedtet omkring dine indre organer, din muskelmasse, knoglemasse og mængden af det fedt, som du har i kroppen.  

Kilde: Ældre Sagen, Jyllands-Posten

Og så trænede han mindst fem gange om ugen, hvor de sidste 20 procent af træningen skulle være så hård, at han næsten var ved at brække sig.

Alt det og lidt til resulterede i, at han fik sænket sin biologiske alder med tre år og to måneder.

Det fik Helge Adam Møller til tasterne, hvor han skrev et læserbrev.

Jeg har ikke fastet eller trænet så hårdt, at jeg var ved at brække mig, siden jeg var jægersoldat for 50 år siden. Men på trods af denne helt anderledes livsstil i forhold til Emil Thorup havde jeg sidste år en biologisk alder, der lå 14 år under min aktuelle alder på 80.

Så måske virker skummetmælk, havregryn, rugbrød, frugt, bøffer og rødvin kombineret med gå- og cykelture samt masser af golf endnu bedre, end Emil Thorups plagsomme alternativ gør.

Det er da værd at prøve, lød det i læserbrevet.

Jyllands-Posten inviterede derefter Helge Adam Møller til at få en test af hans bodyage for at dobbelttjekke hans påstand i læserbrevet.

I Sundhedscenteret i Næstved fik Helge Adam Møller derfor målt sin bodyage, og ikke overraskende var den 65 år.

Men hvad er det, Helge Adam Møller gør, der virker? 

Helge Adam Møller er 81 år gammel. Men selvom han spiser kage helst hver dag, og drikker mere, end hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler, så har han en bodyage på kun 66 år.

Helge og fitness

Som vi har lært, tager han aldrig elevator eller rulletrapper. Han træner typisk i fitnesscenter hver anden dag om formiddagen.

- Jeg står op og så bruger jeg typisk formiddagen på lige at scanne aviserne og drikker en kop kaffe. Ikke noget morgenmad. Og så kører jeg herop, og så træner jeg en lille time – sådan et rimelig fast ritual, siger Helge Adam Møller.

Læs også
Konservative vil skifte hold i Næstved - Helge Adam Møller vælger nye græsgange 
Læs også
Konservative vil skifte hold i Næstved - Helge Adam Møller vælger nye græsgange 

For Helge Adam Møller vil være stærk.

- I gamle dage løb jeg, der gik jeg ikke i fitness.

- Men fordi jeg ikke har kunnet løbe de sidste syv år på grund af operationen i foden, så fandt jeg ud af, at jeg måtte lave noget andet. Og så blev det fitnesscenteret. Det lå dejlig nært. 

- Og det gør jo, at jeg får brugt alle mine muskler. Jeg kan godt lide at være frisk, jeg kan gode lide, at jeg kan gå mine 18-hullers golf, og jeg kan bære mit barnebarn i en arm, fortæller Helge Adam Møller, som tilføjer:

- I forhold til andre på 81, går det rimelig godt.

Helge Adam Møller træner gerne hver anden dag for at blive stærkere.
Helge Adam Møller træner gerne hver anden dag for at blive stærkere. Foto: Stephan Svingkær - TV2 ØST

Én ting er at blive stærkere, men Helge Adam Møller træner også for at forbrænde kalorier.

- Jeg elsker søde sager, røde bøffer og et godt glas rødvin. Og hvis jeg ikke bevægede mig og kom i fitnesscenter, ville jeg blive smælderfed, siger han.

Udover fitnesscenteret laver han de samme øvelser hjemme hver dag. Uden undtagelser. Om det så er juleaften eller hans fødselsdag, så bliver øvelserne lavet.

Han laver fire forskellige øvelser flere gange om dagen. Det er squats, armstrækkere, fingerøvelser og kropshævninger.

Én af Helge Adam Møllers hjemmeøvelser, som han laver hver dag, er kropshævninger.
Én af Helge Adam Møllers hjemmeøvelser, som han laver hver dag, er kropshævninger. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

- Det tager samlet to minutter. Og så går der fire-fem timer, så omkring middagstid gør jeg det samme en gang til, og så om aftenen laver jeg det en gang til. 

- Det er dagens arbejde, så sikrer jeg, at jeg har rimelig gode arme og ben og fingermuskler, siger Helge Adam Møller.

Helge og det søde liv

Helge Adam Møller har elsket kager hele sit liv. Særligt studenterbrød har hans hjerte. 

Hans lille barnebarn har allerede lært, at når man er på besøg hos morfar, så får man studenterbrød.

- Jeg elsker kager, så jeg får en kage stort set hver dag. Og hvis jeg ikke får den, så får jeg måske en isvaffel i stedet for.

- Til min fødselsdag kan jeg godt spise tre-fire kager, siger han.

Én af Helge Adam Møllers yndlingskager er studenterbrød.
Én af Helge Adam Møllers yndlingskager er studenterbrød. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

For en kage smager godt til eftermiddags- eller aftenkaffen.

- Og som sagt – hvis jeg ikke bevægede mig meget, så kan jeg godt se problemet, siger Helge Adam Møller.

Men udover kager så spiser Helge Adam Møller det, han synes, smager godt.

- Jeg tænker over, hvad jeg spiser. Men hvis det ikke smager godt, så er det lige meget, hvor sundt det er, så tager jeg det ikke. Det skal både være rimelig sundt og smage godt.

quote Det er dejligt at blive gammel, men det skal også være nogle gode år til sidst

Helge Adam Møller, Næstved

For vi har kun ét liv, som Helge Adam Møller husker os på.

- Og det er vigtigt at være rimelig sund, men det er også vigtigt at have det godt, siger Helge Adam Møller.

- Det er dejligt at blive gammel, men det skal også være nogle gode år til sidst. Nogle år man nyder.

Så derfor ryger der også bøffer i indkøbskurven, råt kød og den pasteuriserede æggeblomme til tataren, som han kunne spise døgnet rundt.

- Der skal være plads til bøffer. Jeg tror både, det er sundt, og det smager godt. Men at det smager godt, det er vigtigst, siger Helge Adam Møller.

- Der er mange, der ikke kan lide råt kød. Jeg elsker råt kød.

Han elsker smør og ost. Osten bliver købt hos ostehandleren på Axel Torv i Næstved. Og så er der altid isvafler og Magnum i fryseren.

- Der ligger en seks-otte stykker hjemme i fryseren. Om aftenen, hvis jeg ikke har fået købt en kage og jeg har en sød tand, så snupper jeg lige en Magnum eller en isvaffel til aftenkaffen.

Helge og Noilly Prat

Helge Adam Møller har en yndlingsfavorit, som han kalder det. Det er vermouth. Mere specifikt den franske vermouth, der hedder Noilly Prat.

- Det er lige creme de la creme.

- Sådan en flaske har jeg altid, og hvis jeg lige ind i mellem bøffen vil have mig en lille drink – så er det en sådan en Noilly Prat med en isterning i. Og hvis det er fredag eller lørdag aften, og jeg skal fejre lidt ekstra, så laver jeg en dry martini. Gin og tør vermouth.

Helge Adam Møller nyder den franske vermouth Noilly Prat.
Helge Adam Møller nyder den franske vermouth Noilly Prat. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

For en del af Helge Adam Møllers opskrift er også en god portion genstande om ugen. Faktisk flere end de ti genstande, Sundhedsstyrelsen anbefaler.

- Jeg drikker nok 16-18 genstande i løbet af ugen. Mest rødvin, og også sådan en Noilly Prat. Og så en enkelt øl, når jeg har spillet golf.

- Jeg tror, det er 30 år siden, jeg har været beruset. Men jeg nyder det.

Hvis han rigtig skal nyde tilværelsen, så tager han et stykke mørk chokolade på 70 procent eller mere. Lægger det på tungen og lader det næsten smelte i munden.

- Og så sådan en lille amerikansk whisky oveni, mens det smelter. Eller et lille bitte glas cognac oveni, og så lade det hele smelte inde i munden. Det er jo en smagseksplosion, siger Helge Adam Møller.

- Det kan godt ske, det ikke er sundt. Jo! Den mørke chokolade er sund. Men igen, du har kun et liv. Og det skal man nyde.

quote Med de kager jeg spiser, og det spiritus og rødvin, jeg drikker, så ville jeg jo blive tromletyk, hvis jeg ikke bevægede mig så meget, som jeg gør

Helge Adam Møller, Næstved

Og det kan man især, når man sørger for at bevæge sig samtidigt.

- Med de kager, jeg spiser, og det spiritus og rødvin, jeg drikker, så ville jeg jo blive tromletyk, hvis jeg ikke bevægede mig så meget, som jeg gør. Men det er sjældent med en dag, hvor jeg ikke får gået mine 10.000 skridt.

- Om sommeren, når jeg spiller golf, så er det tit 18.000 skridt på en dag og så i fitnesscenteret fire gange om ugen og øvelser derhjemme. Jeg vejer det samme som for 30 år siden. Ej, der vejede jeg lidt mere, men det var på grund af flere muskler. Livmålet er det samme – 88 centimeter, konstaterer Helge Adam Møller.

Helge og golfen

Og så er vi kommet til den sidste del af opskriften. Nemlig golf.

I 1977 begyndte han at spille golf i Sydsjællands Golfklub.

- Det fantastiske ved golf er, at du kan starte på det, når du er tre år, du kan spille golf, når du er 100 år. Og du kan spille på tværs af alder og styrke, siger Helge Adam Møller.

Helge Adam Møller har dyrket konkurrenceidræt hele sit liv og elsker konkurrencen, der er i golf. Sidste år vandt han sølv ved danmarksmesterskaberne i Korsør i rækken supersenior.

- Der skal man være fyldt 70 år eller ældre. Men så konkurrerer man altså med nogle på sin egen alder. Jeg var den ældste med mine 80 år – nu 81 år. Det var skægt. Jeg satser på at vinde guldmedalje næste år. Der skal bare trænes lidt mere.

Han går nemt over 10.000 skridt, når han spiller golf.
Han går nemt over 10.000 skridt, når han spiller golf. Foto: Stephan Svingkær - TV2 ØST

Efter han er blevet halvpensionist, som han selv kalder det, tager han også til Spanien eller Portugal i en uge eller 14 dage for at spille golf.

- Det er fantastisk, siger han.

Han er faktisk lige begyndt at lære spansk for at kunne snakke med spanierne, han spiller golf med.

Men udover at han kan lide konkurrencen i golf, bidrager det også med en helt anden ting. Der er nemlig et stort socialt aspekt i at spille golf.

- Det at holde sig ung er der to ting i. Det ene er at bevæge dig meget og bruge din krop, det er den skabt til.

- Det andet er at holde hovedet i gang. Nogle venner, kammerater, nogle interesser, og det har du jo her i golf, siger Helge Adam Møller og uddyber:

- Jeg tror, det er meget vigtigt, du holder gang i, at du har socialt liv, læser nogle bøger, løser nogle kryds og tværs, har en hobby. Hvad enten det er frimærkesamling eller brevduer, det er sådan set lige meget, men du skal have noget, der holder gang i hovedet også. Det er ikke nok med kroppen.

Se de første afsnit i serien Helge Adam og det sunde liv på TV2 ØST-Play.