Sådan blev valgets taber borgmester i 2017: - Det er en svinestreg over alle svinestreger

Trods en kaotisk valgperiode og en borgmester, der forlod sit eget parti i vrede, overraskede Venstres spidskandidat og blev valgets vinder på Stevns. Af Thomas Albrektsen

Steen S. Hansen åbnede natten til onsdag den 22. november 2017 døren til sit hjem i Hårlev på Stevns, hvor hans hustru lå og sov i parrets seng.

Den socialdemokratiske borgmesterkandidat var blevet den store vinder ved kommunalvalget og havde fået seks mandater til sit parti. Alligevel var han i dårligt humør.

quote Demokratiet virker ikke i Stevns Kommune

Varly Jensen (DF)

Sammen med Radikale Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti havde de lige nøjagtig ti mandater og dermed flertal i kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune. Borgmesterposten, som han var snublende nær ved valget fire år tidligere, var inden for rækkevidde. Men sådan gik det ikke.

Hustruen åbnede det ene øje og spurgte, om han var blevet borgmester.

- Varly gik, svarede han kortfattet, hvorefter han satte sig ned i køkkenet og kiggede ud i mørket.

Få timer tidligere havde den lokalpolitiske veteran og 1. viceborgmester i Stevns Kommune, Varly Jensen fra Dansk Folkeparti, rejst sig midt i konstitueringsforhandlingerne i Hårlevhallens mødelokaler.

- Han skulle lige ind ved siden af, sagde han, og der vidste jeg godt, at jeg med 99 procents sikkerhed ikke ville blive borgmester, fortæller Steen S. Hansen i dag.

Den socialdemokratiske borgmesterkandidat Steen S. Hansen.
Den socialdemokratiske borgmesterkandidat Steen S. Hansen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Udsigten til en valgperiode som kommunalbestyrelsens største parti uden større politisk indflydelse var nedslående for den vingeskudte spidskandidat. Han kunne ikke lande i stolen på borgmesterkontoret, som mange inden valget spåede ville være en overkommelig opgave for socialdemokraten.

Men Steen S. Hansen kom alligevel til at spille en hovedrolle i kampen om borgmesterposten, der pludselig vaklede under valgets overraskende vinder, Anette Mortensen fra Venstre.

Manøvren fra venstrekvinden er sidenhen blevet kaldt et mirakel af TV2 ØSTs politiske redaktør, Ivan Nielsen, og den viser ifølge ham, at den stilfærdige Anette Mortensen er en overlever, som modstanderne ikke skal undervurdere.

Vælgerne straffede det gamle borgmesterparti

Frem mod kommunalvalget i 2017 havde Venstre ellers gjort det mere end svært for sig selv.

Partiet var internt splittet i sagerne om fredningen af Stevns Klint og placeringen af Stevns Klints Besøgscenter i Boesdal. Fredningssagen fik så store konsekvenser, at Venstre på Stevns mistede to medlemmer.

quote Jeg kan ikke se mig selv i en gruppe, der bruger det her magtmiddel overfor en kollega

Flemming Petersen (V)

For efter længere tids samarbejdsvanskeligheder valgte et flertal af Venstres kommunalbestyrelsesgruppe at afbryde samarbejdet med Bjarne Østergaard Rasmussen.

Beslutningen kom i kølvandet på et møde i kommunalbestyrelsen, hvor forslaget om at frede Stevns Klint blev vedtaget med et snævert flertal på 10-9. Forslaget gik kun igennem, fordi de to udvalgsformænd fra Venstre, Bjarne Østergaard Rasmussen og Flemming Petersen, valgte at stemme for fredningen, selvom det var imod partiets officielle politik.

Stevns Klint er et yndet turistmål, men klinten blev også et spærngfarligt emne for Venstre på Stevns.
Stevns Klint er et yndet turistmål, men klinten blev også et spærngfarligt emne for Venstre på Stevns. Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Efter udsmidningen af Bjarne Østergaard Rasmussen valgte udvalgsformand Flemming Petersen frivilligt at trække sig fra Venstre.

- Jeg kan ikke se mig selv i en gruppe, der bruger det her magtmiddel over for en kollega, forklarede han.

Det medførte skænderier i pressen og et politisk dødvande, hvor resten af kommunalbestyrelsen blev hæmmet i deres arbejde. Varly Jensen stillede allerede diagnosen i foråret 2016.

- Demokratiet virker ikke i Stevns Kommune. Der bliver ikke truffet sammenhængende beslutninger, og i stedet bliver det hovsaløsninger, fordi kommunikationen er så mangelfuld, sagde han dengang til TV2 ØST og pointerede, at det især var økonomiske spørgsmål, som blev udskudt.

Læs også
Det kan afgøre valget i Stevns Kommune
Læs også
Det kan afgøre valget i Stevns Kommune

Senere vragede partiet deres egen borgmester, Mogens Haugaard Nielsen, som spidskandidat, hvilket fik ham til at forlade partiet i vrede og stifte borgerlisten Nyt Stevns.

Stridighederne betød, at vælgerne ved valget i 2017 straffede det gamle borgmesterparti, som blev halveret fra otte til fire mandater. Det var en decideret øretæve, og her kunne fortællingen om Anette Mortensens ambitioner om at blive borgmester slutte.

Men så gik Varly Jensen fra forhandlingerne med de røde partier, som Steen S. Hansen sagde.

For med Dansk Folkepartis to mandater kunne Venstre, Det Konservative Folkeparti og Nyt Stevns også akkurat mønstre ti kandidater og dermed danne flertal i kommunalbestyrelsen.

Sådan kommer besøgscentret efter planen til at se ud.
Sådan kommer besøgscentret efter planen til at se ud. Foto: Praksis Arkitekter

På valgnatten styrede Varly Jensen forhandlingerne i et mødelokale ved cafeteriet i Hårlevhallen mellem de borgerlige partier, der efter midnat kunne præsentere en konstitueringsaftale, hvor de pegede på Anette Mortensen som borgmester.

- Efter forskellige diskussioner, fandt vi ud af, at vi kunne lave et borgerligt flertal, og det skrev alle under på, hvor alle rettede ind, så samarbejdet var muligt. Der var mange detaljer i aftalen, som jeg ikke vil komme ind på, siger Varly Jensen i dag.

Aftalen betød dog, at han kunne beholde den betydningsfulde post som 1. viceborgmester på Stevns.

På det tidspunkt havde Varly Jensen dog ingen anelse om, at drømmen om stor, politisk indflydelse 14 dage senere skulle udvikle sig til et mareridt.

De værste dage

Anette Mortensen smilede, da kameraerne og mikrofonerne på valgnatten blev stukket frem mod hende i sportshallens røde mødelokale med de hvide borde og grå stole i baggrunden.

Hun havde overrasket alle dem, der forudså, at Steen S. Hansen og Socialdemokratiet efter slagsmålene internt i Venstre og efterfølgende med Nyt Stevns ville vinde overbevisende og vade direkte ind på borgmesterkontoret i Store Heddinge.

quote Tiden fra valgnatten og til konstitueringen er de værste dage, du kan byde mig

Anette Mortensen (V)

Journalisterne ville vide, hvorfor hun havde indgået et samarbejdede med Mogens Haugaard Nielsen, som hun gennem længere tid åbenlyst havde kritiseret. Forholdet mellem dem var til tider så dårligt, at de måtte kommunikere gennem medierne.

- Nu handler det om at viske tavlen ren. Jeg er sikker på, at vi sagtens kan samarbejde fremover På langt de fleste områder er vi enige, det er jo borgerlig politik. Det handler om ledelsesstrukturen, og der har jeg en anden ledelsesstil, og derfor skal det nok gå, forklarede hun dengang.

Anette Mortsen (V) er ifølge TV2 ØSTs politiske redaktør, Ivan Nielsen, en overlever, som modstanderne ikke skal undervurdere.
Anette Mortsen (V) er ifølge TV2 ØSTs politiske redaktør, Ivan Nielsen, en overlever, som modstanderne ikke skal undervurdere. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Men Anette Mortensens ledelsesstil var ikke nok til at løse problemerne i den borgerlige blok, der dukkede op efter valgnatten og frem mod mødet på rådhuset, hvor hun officielt skulle udpeges som borgmester. I dag afskyer hun dagene inden den endelige konstituering.

- De 14 dage er de værste dage i hele valgkampen, og jeg ser heller ikke frem til dem igen. Tiden fra valgnatten og til konstitueringen er de værste dage, du kan byde mig, fordi der ikke er en endelig aftale, som du ikke kan bryde. Det er virkelig en tillidsbaseret tid, siger Anette Mortensen.

Læs også
Analyse: Landskendt DF’er kan blive kongemager på Stevns
Læs også
Analyse: Landskendt DF’er kan blive kongemager på Stevns

I perioden efter selve valgdagen, hvor intet endnu er bindende, kan de folkevalgte hoppe fra aftale til aftale i håbet om at tildrage sig mere indflydelse og formandsposter med dertilhørende vederlag. Her skal den politiker, der efter valget har kunnet udråbe sig selv som vinder og dermed borgmester, holde styr på støttepartierne som fårehyrden, der vogter sine får.

Mogens Haugaard Nielsen fra Nyt Stevns var det får i flokken, som Anette Mortensen ikke kunne holde styr på. Fire år efter valget er deres oplevelser af tiden stadig forskellige.

Gammelt nag ruster aldrig

Inde i Mødelokale 1 på rådhuset i Store Heddinge havde Mogens Haugaard Nielsen svært ved at holde sine frustrationer tilbage.

I dagene efter kommunalvalget mødtes de fire borgerlige partier for at fastlægge politiske målsætninger og ikke mindst for at fordele udvalgsposterne mellem sig. 

quote Så startede ballet

Mogens Haugaard Nielsen (Nyt Stevns)

Her skulle vælgernes stemmer veksles til mest mulig indflydelse. Ved det første møde forløb alt ifølge Mogens Haugaard Nielsen som det skulle.

Men til det opfølgende møde fornemmede han pludselig, hvordan hans politiske indflydelse forsvandt lige foran ham. Hans nyoprettede borgerliste Nyt Stevns havde ved valget fået to mandater, og i et borgerligt samarbejde kunne han se frem til en af de eftertragtede poster i Økonomiudvalget.

Det kunne Venstre med Anette Mortensen i spidsen ifølge Mogens Haugaard Nielsen dog ikke gå med til og ønskede i stedet at placere endnu et Venstre-medlem i udvalget ud over borgmesteren selv.

HKH Prinsesse Marie besøgte Højerup i oktober 2014 under markeringen af, at Stevns Klint blev optaget på UNESCOs verdensnaturarvsliste. Mogens Haugaard Nielsen fulgte hende rundt under besøget.
HKH Prinsesse Marie besøgte Højerup i oktober 2014 under markeringen af, at Stevns Klint blev optaget på UNESCOs verdensnaturarvsliste. Mogens Haugaard Nielsen fulgte hende rundt under besøget. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Nu sitrede vreden i Mogens Haugaard Nielsen, som protesterede over beslutningen. Kun få dage efter valget knagede forholdet allerede i den borgerlige blok. Birger Hauge, som året forinden var blevet Venstres lokale bestyrelsesformand, trak Haugaard Nielsen til side i mødelokalet.

- Mogens, kan vi lige gå uden for døren? Venstre skal have to medlemmer i Økonomiudvalget for at få kabalen til at gå op, sagde bestyrelsesformanden ifølge Mogens Haugaard Nielsen.

- Det er jeg ikke tilfreds med, når Nyt Stevns er det næststørste parti målt på stemmetal i den borgerlige blok, svarede Mogens Haugaard Nielsen dengang.

1.619 vælgere satte ved valget i 2017 kryds ved Nyt Stevns, mens Venstre høstede 2.535 stemmer. Til sammenligning fik Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti henholdsvis 1.563 og 1.195 stemmer.

Stemmeslugere ved kommunalvalget 2017

  • Anette Mortensen (V) 1.179.
  • Steen S. Hansen (S) 1.179.
  • Mogens Haugaard Nielsen (Nyt Stevns) 849.

Ifølge Mogens Haugaard Nielsen blev han ikke tilbudt andre udvalgsposter i forhandlingerne. Dem har han efterfølgende fået, fordi oppositionen har fået tildelt flere pladser.

- Så startede ballet, fortæller han i dag.

For Mogens Haugaard Nielsen ville have indflydelse. Derfor planlagde han i hemmelighed et kup mod sit gamle parti, hvor socialdemokratiske Steen S. Hansen samtidig skulle få genoplivet drømmen om at blive borgmester i Stevns Kommune.

quote Det var fuldstændig ude af demokratisk fornuft

Mogens Haugaard Nielsen (Nyt Stevns)

Hvis man skal forstå motivet for Mogens Haugaard Nielsen, skal man tilbage til vinteren 2017. Over et halvt år forinden, hvor Venstres interne uroligheder på Stevns fyldte meget, havde han som siddende borgmester vundet et opstillingsmøde i sensommeren 2016 om at forblive partiers lokale spidskandidat.

Venstre var dog langt fra færdige med interne slagsmål.

Uroen blev efter opstillingsmødet værre, og partiet blev delt i to. Imens fungerede Steen S. Hansen flere gange som hovedforhandler i kommunalbestyrelsen, fordi han kunne samle et flertal bag sig.

Det var pinligt for Venstre på Stevns, der arrangerede et ekstraordinært opstillingsmøde i Hårlevhallen, som Anette Mortensen i februar 2017 vandt med 86 stemmer mod modkandidaten Flemming Petersens 81 stemmer.

Sådan så det ud, da Anette Mortensen blev valgt som Venstre borgmesterkandidat på Stevns.
Sådan så det ud, da Anette Mortensen blev valgt som Venstre borgmesterkandidat på Stevns. Foto: Jesper Sandbirk - TV2 ØST

Mogens Haugaard Nielsen var rasende over udsigten til det ekstraordinære møde og valgte få dage før afstemningen derfor i vrede at forlade Venstre efter 42 år i partiet og oprette Nyt Stevns.

- Det er noget af det værste, jeg har oplevet, og det vil jeg ikke ønske for nogen, at de bliver snigløbet bagfra af sine egne, siger han.

I dag beskriver han det som at få stukket en kniv i ryggen og en stor skuffelse efter det arbejde, som han gennem årene havde ydet for Venstre – at blive udfordret på sin post som partiets spidskandidat, selvom han et halvt år forinden havde vundet opstillingsmødet.

Læs også
Stevns vil gøre verdensarvsområde endnu mere attraktivt
Læs også
Stevns vil gøre verdensarvsområde endnu mere attraktivt

- Det var fuldstændig ude af demokratisk fornuft, og derfor gik jeg ud af Venstre. Den skuffelse over det arbejde, jeg havde lagt i Venstre, og den medfart, jeg fik, har selvfølgelig haft indflydelse på, at jeg sagde, at I ikke skal pisse på mig en gang til, for at sige det som det er, derfor peger jeg sgu på socialdemokraterne, forklarer Mogens Haugaard Nielsen i dag og fortsætter:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at da jeg kom tilbage til vores bagland og bestyrelse og fortalte, at jeg var blevet vraget til posten i Økonomiudvalget, så var stemningen, at vi ikke skulle pege på Anette Mortensen. Jeg kunne mærke en atmosfære af, at jeg skulle så langt ud på sidelinjen som overhovedet muligt, og det havde jeg simpelthen ikke lyst til.

Magtfulde socialdemokrat holder kaffemøder

Nu skete det, som Anette Mortensen frygtede. Få dage inden den endelige konstituering på rådhuset stak fåret fra flokken. Nyt Stevns med sine to mandater serverede borgmesterposten til Steen S. Hansen.

Forløbet herfra husker Mogens Haugaard Nielsen og Steen S. Hansen dog forskelligt den dag i dag.

quote Vi blev røvrendt

Mogens Haugaard Nielsen (Nyt Stevns)

Mens Steen S. Hansen mindes, at Mogens Haugaard Nielsen først kom forbi til et kaffemøde på selve dagen for den endelige konstituering, mandag den 4. december, for at tilbyde ham borgmesterposten, så var de to ifølge Mogens Haugaard Nielsen allerede i dialog efter det andet møde mellem den borgerlige blok på rådhuset.

- Vi blev røvrendt (på mødet om udvalgsposterne i den borgerlige blok, red.), for at sige det som det er, i forhold til vores størrelse i det borgerlige samarbejde, og så tog jeg en snak med Socialdemokratiet, siger Mogens Haugaard Nielsen.

For han drømte om at snuppe borgmesterposten på Stevns, og det skulle ske med socialdemokratiske mandater. Men det kunne der ifølge Steen S. Hansen ikke blive tale om, hvis Socialdemokratiet skulle bevare deres værdighed. I dagene efter valget forsøgte han selv at kontakte Anette Mortensen, men hun svarede aldrig på Steen S. Hansens gentagende opkald.

Mogens Haugaard Nielsen forlod Venstre i vrede og startede borgerlisten Nyt Stevns.
Mogens Haugaard Nielsen forlod Venstre i vrede og startede borgerlisten Nyt Stevns. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forsøget på at kuppe Anette Mortensen og de alarmerende sprækker i det borgerlige samarbejde nåede alligevel af endnu ukendte veje frem til Det Konservative Folkepartis spidskandidat, Mikkel Lundemann Rasmussen, som straks kontaktede Anette Mortensen. 

Nu skulle de handle hurtigt.

- På et tidspunkt blev jeg ringet op af den nuværende gruppeformand for Venstre, der spurgte, hvad der skete. Da sad jeg i mit køkken og talte med det pågældende parti og deres formand om, hvad vi kunne lave. Men det krævede, at Socialdemokratiet tog borgmesterposten, fortæller Steen S. Hansen i dag og tilføjer:

- Det kunne ikke lade sig gøre. Men det var åbenbart kommet Venstre for øre, at der var noge´n, som var begyndt at løbe fra aftalen. Og så lavede vi en telefonisk aftale om, at Anette og Mikkel fra Konservative kom forbi.

Anettes store plan

Fem timer før det konstituerende møde klokken 17.00 på rådhuset i Store Heddinge parkerede Anette Mortensen og Mikkel Lundemann Rasmussen ude foran Steen S. Hansen hjem i Hårlev.

De satte sig i hans køkken, hvor han 14 dage forinden efter valgnatten alene havde stirret ud i mørket og set al indflydelse fordufte. 

quote Aftalen var brudt, fordi Morgens havde lavet ballade

Anette Mortensen (V)

Nu var han blevet hovedpersonen i spillet om borgmesterposten.

- Da Anette kom, sagde jeg, at hun kunne beholde borgmesterposten, og så gik der et kvarter, så var vi enige om, hvordan den kage skulle skæres, siger Steen S. Hansen.

Til sammen havde de tre partier 12 mandater og rigeligt til et flertal i kommunalbestyrelsen med 19 medlemmer. 

Venstres valgplakter på Stevns.
Venstres valgplakter på Stevns. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Herefter satte de sig foran Steen S. Hansens computer for hurtigt at nedskrive en aftale, som de printede ud på et enkelt A4-papir og alle tre efterfølgende underskrev. Det hele varede cirka 15 minutter.

Aftalen oplistede blandt andet, hvordan formandsposterne i de forskellige udvalg skulle fordeles. Ligesom de kortfattede satte ord på, at de skulle fastholde den økonomiske politik.

- Derefter var der to opgaver. Den ene var at ringe til Mogens Haugaard Nielsen fra Nyt Stevns og sige, at du har nok kvajet dig lidt, fordi du har forhandlet bag ryggen med den gruppe, du har indgået aftale med, og nu står du helt udenfor. Det var ikke svært at tage den opringning, siger Anette Mortensen og fortsætter:

Læs også
Tidligere bykonge og stemmesluger annoncerer sit farvel til politik
Læs også
Tidligere bykonge og stemmesluger annoncerer sit farvel til politik

- Den anden opringning var til Varly Jensen fra Dansk Folkeparti, hvor jeg måtte fortælle ham, at aftalen var brudt, fordi Morgens havde lavet ballade, og der desværre ikke var plads til Dansk Folkeparti. Det var selvfølgelig en noget sværere opgave, fordi de (Dansk Folkeparti, red.) havde i princippet ikke nogen skyld i det, der skete. Men ikke desto mindre var det den mulighed, der var.

Drømmen smuldrede

Varly Jensen husker tydeligt opkaldet fra Anette Mortensen to timer inden mødet på rådhuset.

- To timer inden det konstituerende møde i kommunalbestyrelsen ringede Anette Mortensen til mig og sagde, at hun havde skiftet holdning.

quote De fjernede simpelthen min indflydelse

Varly Jensen (DF)

- Jeg blev utrolig overrasket over, at de havde valgt den løsning uden at tale med mig, fordi de kunne have sagt, at de havde fortrudt den aftale, som de havde skrevet under på. I stedet holdt de det fuldstændig hemmeligt til to timer før mødet, så jeg ikke havde mulighed for at foretage mig noget, fortæller Varly Jensen.

Drømmen om at beholde posten som 1. viceborgmester smuldrede for den erfarne lokalpolitiker.

- Vi havde fordelt alle posterne, og jeg var 1. viceborgmester i forvejen. Det skulle bare fortsætte. Jeg skulle også være formand for Plan-, Miljø- og Teknikudvalget, siger han.

Rådhuset i Store Heddinge på Stevns.
Rådhuset i Store Heddinge på Stevns. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I stedet måtte han tage til takke med posten som 2. viceborgmester.

- Sådan endte det, mens de andre tog posterne. De fjernede simpelthen min indflydelse, selvom jeg har det største erfaring.

- Det er en svinestreg over alle svinestreger, at vi har en skriftlig aftale på valgnatten, hvor alle de borligerlige partier er blevet enige om en konstituering, og så ændrer man det to timer inden konstitueringen. Det er ikke særlig pænt gjort, siger Varly Jensen.

Læs også
Opgradering af Østbanen ramt af stor forsinkelse
Læs også
Opgradering af Østbanen ramt af stor forsinkelse

I dag forstår Anette Mortensen udmærket Varly Jensens frustrationer.

- Jeg kan godt forstå, at Varly følte sig snydt, men jeg synes ikke, at det er helt berettiget, at han retter vreden mod mig. Fordi det var ham, der rendte fra aftalen i første omgang. Vreden skal rettes mod Mogens, som ødelagde den aftale, der var indgået, siger hun.

Frygten blev til virkelighed 

Efter opringningen fra Anette Mortensen stirrede Varly Jensen ligesom Steen S. Hansen tomt ud i luften. Hvad skulle han gøre for at beholde sin indflydelse? Hvordan kunne han forpurre Venstres borgmesterdrøm?

Han startede bilen fra hjemmet i Strøby Egede og kørte mod rådhuset i Store Heddinge med en simpel plan, der i sidste ende kunne gøre Socialdemokratiet til den store vinder.

quote Du kan miste tilliden til folk på fem minutter, men det tager mange år at bygge den op igen

Varly Jensen (DF)

Ved det konstituerende møde i byrådssalen ledte Varly Jensen som det længst siddende medlem selve mødet. Der var en anspændt stemning i salen.

Pludselig skete det, som Anette Mortensen frygtede. 

Midt under konstitueringen iværksatte Varly Jensen fra talerstolen i sidste øjeblik sit store kupforsøg foran samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen.

Dansk Folkepartis to mandater pegede på Steen S. Hansen som borgmester. Det samme gjorde Nyt Stevns. Sammen med Socialdemokratiet havde de ti mandater og dermed nok til at kuppe Anette Mortensen.

- Der kunne Socialdemokratiet have rakt hånden i vejret, og så havde de fået borgmesterposten, siger Anette Mortensen.

20211007-143539-L-1920x1280we
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Men Steen S. Hansen rakte ikke hånden i vejret. 

Han ville ikke være borgmester for enhver pris, forklarer han i dag, og det skulle slet ikke ske i samarbejde med Dansk Folkeparti, som han følte sig svigtet af på valgnatten. I stedet pegede han på Anette Mortensen som borgmester.

- Fordi det var aftalen, siger Steen S. Hansen.

Tilliden forsvandt

Dermed var flertallet sikret, og Anette Mortensen følte sig lettet, selvom manøvren efterfølgende fik konsekvenser for samarbejdet i kommunalbestyrelsen.

- Den første del af valgperioden var svær, og jeg vidste, jeg ville have et anstrengt forhold til Dansk Folkeparti. Når man træffer sådan en beslutning, så er det ikke noget, der bare går over næste dag. Der er selvfølgelig noget nag, der sidder der noget tid, siger Anette Mortensen.

quote Jeg håber, at vi kan lande en så bred aftale som muligt på valgnatten

Mogens Haugaard Nielsen (Nyt Stevns)

Men Varly Jensen har endnu ikke tilgivet.

- Det er mennesker, jeg har kendt i mange år, og jeg har haft tillid til dem, når vi har holdt møder. Pludselig ændrer de fuldstændig karakter. Du kan miste tilliden til folk på fem minutter, men det tager mange år at bygge den op igen. Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, siger han.

I forhold til spørgsmålet, om han efterhånden har fået genopbygget tilliden, er svaret klart.

- Det kan du selv regne ud, svarer Varly Jensen kortfattet med et tørt grin.

Læs også
Flere byer oplever stigende børnetal - det giver pladsmangel i dagpleje og daginstitutioner
Læs også
Flere byer oplever stigende børnetal - det giver pladsmangel i dagpleje og daginstitutioner

På en af de første møder i den nye kommunalbestyrelse præsenterede den nyudnævnte borgmester Anette Mortensen et kodeks om god tone og godt samarbejde mellem politikerne i Stevns Kommune. Selve kodekset skulle udarbejdes på Vallø Slotskro.

- Jeg sagde med det samme, at vi ikke skal med til det kodeksmøde, fordi vi var blevet behandlet så dårligt. Der er ingen grund til at have et kodeks, når de ikke en gang selv kan overholde den skriftlige aftale, vi havde ved konstitueringen. Sådan spiller klaveret ikke, siger Varly Jensen.

Stevns Kommune.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter flere årtier i kommunalpolitik har Varly Jensen besluttet, at den nuværende valgperiode bliver hans sidste. 

I stedet er Dansk Folkepartis tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen rykket til Stevns og er blevet partiets spidskandidat. Varly Jensen understreger, at beslutningen om at trække sig ikke hænger sammen med det, der skete ved valget i 2017.

Læs også
DF'er vraget som spidskandidat til Regionsrådet
Læs også
DF'er vraget som spidskandidat til Regionsrådet

Samtidig har socialdemokraterne valgt Henning Urban Dam som partiets spidskandidat i stedet for Steen S. Hansen.

Selvom spillet om borgmesterposten dengang sendte Mogens Haugaard Nielsen og Nyt Stevns uden for indflydelse i den indeværende valgperiode, hvor borgerlisten ifølge ham selv ikke har fået noget af deres politik gennemført, så har han alligevel lært noget vigtigt: At lave brede aftaler, der kan overleve frem til konstitueringen.

- Jeg håber, at vi kan lande en så bred aftale som muligt på valgnatten, og så tager vi den derfra, siger han.