Theodora Elvira Nielsen trækker det tykke håndklæde, der fungerer som tæppe, væk fra sin brune legetøjsbarnevogn og tager fat om en dukke iført lyserød sparkedragt og hue.
Den 69-årige kvinde løfter nænsomt dukken op til sin mund og kysser den, som var den hendes datter.
Den datter, hun aldrig fik.
Som ung blev Theodora Elvira Nielsen anbragt på kvindeanstalten midt ude i Storebælt, fordi hun efter datidens normer blev betragtet som åndssvag og seksuelt løssluppen.
Her blev hun som mange andre kvinder steriliseret mod sin vilje.
Personalet på anstalten, som blev opført i august 1923, fortalte hende, at hendes mor havde skrevet under på, at indgrebet kunne gennemføres.
- Men da jeg kom hjem til min mor, spurgte jeg, om hun havde skrevet under på, at jeg skulle steriliseres.
Det fortæller Theodora Elvira Nielsen i TV2 ØST-dokumentaren Sprogø-pigerne fra 1998, der er blevet restaureret og genudsendes i forbindelse med 100-året for opførelsen af kvindeanstalten på Sprogø.
Svaret fra hendes mor var nedslående:
- Nej, det har jeg aldrig gjort. Du skulle ikke have være steriliseret, du skulle have haft lov til at få et par børn.
Som barn sendte forældrene Theodora Elvira Nielsen og hendes storesøster Ella på børnehjem, mens deres lillesøster Ebba blev boende derhjemme.
Hun fandt aldrig ud af, hvorfor de skulle sendes væk.
Efter flere år på forskellige børnehjem blev søstrene anbragt på Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning mellem Vejle og Fredericia.
Overlæge Christian Keller oprettede i 1911 den første danske ø-anstalt på Livø i Limfjorden. Anstalten var beregnet til anti-sociale og kriminelle åndssvage mænd. I 1923 blev en lignende anstalt oprettet på Sprogø. Begge ø-anstalter blev nedlagt i 1961.
Anstalten på Sprogø var for seksuelt løsagtige åndssvage kvinder og blev etableret, fordi datidens samfund frygtede, at der blev flere og flere såkaldte degenererede personer.
Dengang var løsningen, at de sunde skulle opmuntres til at få flere børn, mens de usunde blev tvunget til at få færre. Derfor blev de usunde isoleret.
På anstalterne var sterilisation af åndssvage, der blev lovliggjort med sterilisationsloven af 1934, den mest radikale foranstaltning, samfundet foretog sig for at sikre en sund befolkning. Alene i perioden 1923-1938 blev 86 kvinder steriliseret.
Desuden var isoleringen og behandlingen af kvinderne på pigehjemmet på Sprogø et led i bestræbelserne på at holde udbredelsen af kønssygdomme nede.
Senere blev forsorgen i 1959 overtaget af staten og skiftede navn til Statens Åndssvageforsorg. I 2007 overgik ansvaret for de udviklingshæmmede til kommunerne.
Da kvindeanstalten på Sprogø lukkede i 1961, fik en del af kvinderne plads som husbestyrerinder rundt omkring i landet. De ældste kvinder kom på plejehjem.
Kilder: Dansk Forsorgshistorisk Museum, Gyldendals åbne encyklopædi, Sund & Bælt.
Anstalten med de hvide bygninger i historicistisk stil og med udsigt til Vejle Fjord fungerede som forsorgscenter for udviklingshæmmede.
Det var oprettet i 1865 af Johan Keller og havde plads til 600 mænd og kvinder, der af samfundet blev stemplet som åndssvage.
Gennem seks årtier blev antallet af anbragte mangedoblet, indtil den lukkede.
I dag er dele af anstaltens mandehjem ombygget til boliger, mens hovedbygningen er blevet til hotellet Comwell Kellers Park med spafaciliteter, konferencelokaler og restaurant.
Det tidligere kvindehjem er nu Brejning Efterskole, hvor livet ligger foran skolens elever.
Sådan var det ikke for Theodora Elvira Nielsen og de andre anbragte.
Livet på anstalten plagede hende, og derfor flygtede hun en aften sammen med sin storesøster og to mænd fra stedet.
Efter knap 22 kilometer til fods blev de stoppet ved Lillebæltsbroen i Fredericia, hvor politiet fangede dem.
Herefter blev Theodora Elvira Nielsens liv for altid ændret.
Kvindehjemmet på anstalten kunne ikke længere have hende, og personalet besluttede at sende hende til Sprogø midt ude i Storebælt, hvor hun blev anbragt.
Ved ankomsten fik hun at vide, at det var på ubestemt tid.
Her ventede der hende et arbejdsomt liv.
Kvinderne på Sprogø blev oplært i praktiske færdigheder som husligt arbejde og landbrugsarbejde.
Theodora Elvira Nielsen begyndte i systuen, hvor hun syede natkjoler og vævede håndklæder.
Men hun brød sig ikke om det huslige arbejde. Hun ville hellere være ude i naturen.
Derfor blev hun sat til at pukle i urtehaven med at luge ukrudt i persillen og omkring kålen.
Sammen med tre andre anbragte kvinder fik hun desuden til opgave at muge ud i hestestalden.
Ved siden af arbejdet skulle kvinderne deltage i den daglige rengøring, hvor forstanderinden ifølge Theodora Elvira Nielsen stillede skrappe krav.
Gulvspandene skulle for eksempel pudses blanke, så man kunne spejle sig i dem.
Typisk varede arbejdsdagene fra klokken 08.00 til klokken 16.00, og i fritiden kunne kvinderne samle mågeæg på Sprogø.
Æggene blev efterfølgende solgt i Korsør, og pengene kunne de selv bruge.
Der findes ikke præcise tal for, hvor mange kvinder, der har været anbragt på anstalten i Storebælt, men det anslås til at være cirka 500 kvinder.
Kvinderne blev anbragt på øen, fordi de ifølge datidens normer havde en seksuel løssluppenhed og manglende moral. De blev med andre ord stemtpet som letfærdige, løsagtige og åndsvage, og de blev opfattet som en fare for samfundet.
Kilde: Dansk Forsorgshistorisk Museum i Slagelse.
Theodora Elvira Nielsen brugte nogle af pengene på at købe et par sommersko.
Andre købte brevpapir og konvolutter, som de sendte til deres familier eller mandlige bekendtskaber, som de fandt frem til gennem avisannoncer.
- Vi havde vores frihed til at gå ture på øen og kigge os omkring, fortæller Theodora Elvira Nielsen.
Kvinderne måtte ikke forlade Sprogø, mens de var anbragt. I stedet gav personalet dem lov til at holde ferier i et afsidesliggende hus på øen.
Huset med de hvide vinduer lå helt ud til vandet og blev kaldt Friheden.
Her lavede kvinderne selv mad som frikadeller og pandekager, ligesom de lyttede til grammofonplader tilsendt fra Korsør. De holdt om hinanden og dansede til tidens toner.
Særligt Buster Larsens sang Træskovalsen fra 1955 var populær blandt kvinderne.
Selvom flere kvinder beskriver opholdet på Sprogø som rart, var det langt fra idyl på øen midt i Storebælt.
Personalet var hårdhændet og udøvede magt og tvang mod kvinderne. Det oplevede Theodora Elvira Nielsen blandt andet, da hun i arrigskab smed en tallerken med havregrød efter nogle af de ansatte.
Med det samme låste de hende inde i anstaltens såkaldte betænkningsrum, der fungerede som celle. Som mange andre blev hun spændt fast til gulvet og kom først ud, efter hun havde angret.
- Jeg var en værre bølle og skulle gemmes lidt en gang i mellem, fortæller Theodora Elvira Nielsen i dokumentaren.
Det var i den periode, hun blev tvangssteriliseret for ikke at kunne videregive sine gener, og flere gange endte hun i rummet, som stadig findes på første sal i de nedlagte anstaltsbygninger.
I dag kan man stadig se kradsemærker på indersiden af døren og de hvide vægge i det lille rum, hvor indespærrede kvinder i desperation kradsede neglene mod døren og væggene for at komme ud.
Hvis man kigger godt efter, kan man tilmed se flere navne ridset ind i væggen.
Efter flere år isoleret fra resten af samfundet fik Theodora Elvira Nielsen i 1958 lov til at forlade Sprogø.
På det tidspunkt var hun 31 år gammel, og personalet på anstalten skaffede hende et arbejde på et plejehjem i Taastrup drevet af nonner.
Hver tirsdag havde hun fri, og hun spurgte om lov til at gå i biografen på en fridag. Men lederen af plejehjemmet mente ikke, at det var godt for hende. Hun skulle blive hjemme.
Nonnerne frygtede faktisk, at Theodora Elvira Nielsen ville forsøge at flygte, og derfor satte de tremmer for vinduerne til hendes værelse, der lå i kælderen.
Selvom hun ikke længere var på kvindeanstalten, var hun stadig fanget.
Men i 1959 blev Theodora Elvira Nielsens liv forandret.
Hun blev tilbudt en stilling som husbestyrerinde hos landmanden Niels Nielsen ved Stillinge Strand nordvest for Slagelse, og det sagde hun ja til.
Jeg savner ham
Som husbestyrerinde passede hun både huset og hjalp til i marken. Med tiden blev de kærester, og på den måde fik Theodora Elvira Nielsen en tilværelse, der mindede om en almindelig familie.
Men det forblev en tilværelse uden børn, som hun gerne ville have haft.
Formentlig som en form for erstatning for de manglende børn, havde Theodora Elvira Nielsen adskillige dukker i hjemmet på Støvlebækvej ved Stillinge Strand. Niels Nielsen havde heller ingen børn, og da han døde i 1983, følte hun sig ensom.
- Jeg savner ham, og det bliver jeg ved med, så længe jeg lever, siger hun i dokumentaren.
I 2020 iværksatte den daværende socialdemokratiske regering et arbejde med at afdække de svigt og overgreb, som børn, unge og voksne kan have været udsat for under sær- og åndssvageforsorgens institutioner under statens varetægt i perioden 1933-1980. Det drejer sig blandt andet om kvindeanstalten på Sprogø.
Udredningen sker for at få historien frem og vil danne baggrund for beslutningen om en officiel undskyldning fra staten. Endelig vil alle fremadrettet få ret til adgang til egne oplysninger som følge af en ændring i arkivloven.
- Det er et mørkt kapitel i vores historie, som vi har pligt til at kaste lys over, udtalte daværende social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).
Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg har stået spidsen for udredningen, som blev afleveret til Social- og Indenrigsministeriet i 2021.
Men der er endnu ikke besluttet, hvorvidt staten skal give en undskyldning. Det skal SVM-regeringen nu tage stilling til.
Kilde: Social-, Bolig- og Ældreministeriet.
Niels Nielsen og Theodora Elvira Nielsen blev aldrig gift, men inden sin død havde han sikret, at hun kunne blive boende i ejendommen, så længe hun selv ønskede det.
Markerne til husmandsstedet lå ned til Storebælt og blev solgt fra til sommerhusgrunde. Men Theodora Elvira Nielsen blev boende og gik ture med sin hund Tanja langs den vestsjællandske strand, hvorfra hun kunne se Sprogø.
- Jeg er alene, og jeg har kun Tanja. Det er mit barn. Jeg kunne godt tænke mig at have haft en dreng og en pige, men det har jeg ikke, siger hun.
Efterhånden blev Theodora Elvira Nielsens helbred dårligere, og hun kom på Stillinge Plejehjem, hvor hun døde i 2005. Hun blev 78 år gammel.
Du kan se dokumentaren om Theodora Elvira Nielsen på TV2 ØST PLAY eller ved at klikke her.
