Vil fjerne afgange for at få råd til ny færge: - Folk er rystet i deres grundvold

Lolland Kommune skal spare 5-10 millioner på færgedriften for at få råd til en ny el-færge. Det vil betyde færre afgange og ændrede ruter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Arbejdet med at finde penge til en ny el-færge i Lolland Kommune til betjening af småøerne har udløst vrede og frustrationer blandt øboerne.

For ønsket om at anskaffe en ny, miljøvenlig el-færge for over 100 millioner kroner skal på trods af et milliontilskud fra staten også finansieres gennem besparelser på færgedriften.

- Det vil indebære færre færger, ændrede ruter og færre afgange, fremgår det således af sagsfremstillingen i den plan, som Lolland Kommune har givet navnet "Fremtidens Færgefart".

quote Folk er rystet i deres grundvold

Inge-Lise Bisted, formand, Femø Beboerforening

Betingelsen om besparelser for at få en ny færge til Fejø, Femø og Askø har været kendt, siden sagen blev drøftet i økonomiudvalget i sommeren 2022. Men folk er for alvor blevet vrede og frustrerede, efter at administrationen har skitseret en række scenarier for, hvordan besparelserne konkret kan udmøntes.

Det fortæller Inge-Lise Bisted, der er formand for bestyrelsen i Femø Beboerforening.

- Folk er rystet. Det er lige meget, om det er i landbruget, pendlere eller nogle, som lige har købt fritidshus eller nogle, som overvejer at flytte hertil. Folk er rystet i deres grundvold.

Indkalder til beboermøde

Scenarierne beskæftiger sig med flere muligheder – herunder at samle færgedriften til Kragenæs Havn.

I dag sejles der til Askø fra Bandholm, men derved vil man kunne spare penge til vedligehold af færgelejet, hvis der fremover sejles til alle tre øer fra Kragenæs Havn.

Herudover er der også forslag om at reducere antallet af færger i drift fra tre til to i vintermånederne, ligesom der i aftentimerne reduceres til en færge, som betjener alle tre øer.

På Femø har man derfor – ligesom på de to andre øer – besluttet at afholde et beboermøde for at få indbyggernes holdninger til de scenarier, der er blevet lagt frem, fortæller Inge-Lise Bisted:

- Vi har behov for at kende øboernes reaktioner på de konkrete forslag, som vi har fået af administrationen, for at vi ved, hvordan vi skal agere herfra, siger hun og tilføjer:

- Der er allerede indført prisstigninger, og man skal betale for ekstra gods. Der er også vedtaget budgetnedskæringer i kommunens budget, som bliver implementeret nu. Så vi holder virkelig for, må man sige.

Læs også
Fire ø-færger får milliontilskud til grøn omstilling
Læs også
Fire ø-færger får milliontilskud til grøn omstilling

Med nedskæringerne er det blandt andet blevet indført fra i dag, at man altid skal bestille plads, når man skal med færgen fra Askø og Femø.

Burde have sparet op

Inge-Lise Bisted understreger, at hun som medlem af den arbejdsgruppe, der skal se på forslag til designet af fremtidens sejlplaner, holder sit eget synspunkt til de foreslåede ændringer til færgedriften for sig selv – i hvert fald indtil efter mødet på fredag, der bliver afholdt på Femø Kro.

Læs også
Ekspert: Økonomi og gode muligheder for hjemmearbejde får børnefamilier til at flytte længere væk fra hovedstaden
Læs også
Ekspert: Økonomi og gode muligheder for hjemmearbejde får børnefamilier til at flytte længere væk fra hovedstaden

Formanden for beboerforeningen lægger derimod ikke skjul på, at enhver forringelse af færgedriften er gift for de små øsamfund, der ellers har haft en opblomstring i kølvandet af corona-pandemien med gratis færger og øget interesse blandt tilflyttere. Hun fortæller også, at mange er lodret uenige i præmissen om sparekravet:

- Det er offentlig trafik, og selvfølgelig skal vi bidrage gennem vores billetter. Men det er jo ikke meningen, at brugerne selv skal betale det hele. Det gør folk, der kører med bus jo heller ikke, siger hun og peger på, at Lolland Kommune foruden tilskud til driften også får tilskud til investeringer i færgedriften.

- Og de penge burde de i hvert fald havde sparet op.

En tvungen opgave

Rikke Jensen, der er teknisk direktør i Lolland Kommune, står i spidsen for den arbejdsgruppe, der skal udarbejde forslag til de fremtidige sejlruter til Fejø, Femø og Askø.

Hun understreger, at de forslag, administrationen har lagt frem til brug for næstkommende arbejdsgruppemøde, er noget "meget foreløbige udkast".

- Drøftelserne kører på fuldt drøn, og vi er midt i processen lige nu, siger hun og peger på, at en politisk beslutning ikke ventes at blive truffet før til maj.

Læs også
Enigt byråd vedtager prisstigninger på færgetakster
Læs også
Enigt byråd vedtager prisstigninger på færgetakster

Hun gør det samtidig klart, at det er en tvungen opgave, som administrationen har fået tildelt:

- Sagens kerne er, at Økonomiudvalget i juni måned (2022, red.) gav Klima-, Teknik og Miljøudvalget til opgave at finde besparelser på mellem fem og ti millioner kroner på færgedriften.

Rikke Jensen forklarer, at besparelserne er nødvendige, for med udgifterne til enten leje af en ny færge, eller lån til at købe en ny færge, påføres Lolland Kommune ekstraudgifter på 5-7,5 millioner kroner årligt. Og det er de penge, som skal findes ved besparelser på driften.

Tilskud rækker ikke

Ud af de 106 millioner kroner, en elfærge anslås at koste, har Lolland Kommune fået bevilget 26 millioner kroner af Trafikstyrelsen.

De resterende 80 millioner kroner skal kommunen selv skaffe.

Selvom Lolland Kommune får godt tre millioner kroner om året i investeringsstøtte af staten, har man ifølge Rikke Jensen ikke bare kunnet spare penge op til en ny færge.

- Det forslår ikke. Ser vi ti år tilbage, har vi brugt 40 millioner kroner på diverse reparationer af færger og færgelejer. Så vi har forlængst brugt de 3,4 millioner kroner om året, når vi ser bagud.

Læs også
Småøer fester over bonusfærge: - Nu kan vi regne med fartplanerne
Læs også
Småøer fester over bonusfærge: - Nu kan vi regne med fartplanerne

Derudover har Lolland Kommune i dag et højt serviceniveau til småøerne i form af flere afgange sammenlignet med andre sammenlignelige kommuner, forklarer Rikke Jensen:

- Vi har relativt mange afgange, og det andet er, at vi sejler til hver ø for sig, hvor andre kommuner, som eksempelvis Faaborg-Midtfyn, sejler streng-sejlads mellem Avernakø og Lyø.

TV2 ØST har rakt ud til både Tine Vinther Clausen (V), formand for Klima-, Teknik og Miljøudvalget i Lolland Kommune, og borgmester Holger Schou Rasmussen (S) for en kommentar til øboernes kritik.

Ingen af dem er vendt tilbage ved artiklens udgivelse.



Nyhedsoverblik