Det vil tage mere end 50 år at oprense forureningerne med de giftige stoffer PFAS ved Forsvarets arealer. Det vurderer Forsvarets Ejendomsstyrelse over for Radio4 og Avisen Danmark.
I forrige uge beskrev de to medier, at Forsvaret har kendt til forureninger med PFAS i mange år.
Hvert år siden 2016 har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse gennem omfattende undersøgelser fulgt med i, hvordan Forsvarets forureninger fra brandskum på flyvestationer har bredt sig til en å, en bæk, en sø, grundvand og naturen.
Alligevel har styrelsen gennem årene intet gjort for at stoppe forureningernes spredning.
Styrelsen har tidligere vurderet, at PFAS-forureninger kan sprede sig flere kilometer.
Styrelsen har også i 2019 vurderet, at der er mulighed for, at den kan få påbud af miljømyndigheder, fordi "der er konstateret PFAS-indhold i grundvandet, der langt overskrider grænseværdien".
Artiklen fortsætter under grafikken.
I dag er forureningerne så alvorlige, at det vil tage mere end 50 år at rense op.
Samme vurdering kom Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse med i 2019. Her skrev styrelsen i et notat, som Radio4 og Avisen Danmark har fået aktindsigt i:
- Det må forventes, at oprensning med nuværende oprensningsmetode skal forløbe over en periode på mere end 50 år.
PFAS er en gruppe giftstoffer, som er sundhedsskadelige for mennesker at have i kroppen.
Jeg ved ikke hvad det koster at rense op, men alternativet er, at vi får forurenet grundvandet i et meget stort område
Især giftstoffet PFOS er kommet i søgelyset efter en forgiftningssag fra Korsør.
Opgaven med oprensning er vokset, fordi Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ikke har gjort noget for at afværge det. Sættes der ikke ind, vil den blive større.
Det siger professor i miljømedicin på Syddansk Universitet Philippe Grandjean og lektor i miljøkemi på Københavns Universitet Bjarne Strobel til de to medier.
- Jeg ved ikke hvad det koster at rense op, men alternativet er, at vi får forurenet grundvandet i et meget stort område, og så vil det være ubrugeligt.
- Så skal vi finde noget drikkevand et andet sted. Og på langt sigt, hvis det bare breder sig og breder sig, så bliver området bare større, siger Bjarne Strobel til medierne
Ingen af de to medier har kunne få et interview med forsvarsminister Trine Bramsen (S).
Venstre har kaldt ministeren i samråd om sagen.