Sprogø-piger må vente på undskyldning

Regeringens undskyldning til Sprogø-pigerne og andre anbragte i sær- og åndssvageforsorgen udskydes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I 13 år har Karoline Olsen ventet på en undskyldning fra den danske stat for, at hun blev tvangssteriliseret og anbragt på kvindeanstalten Sprogø.

Hun havde derfor også svært ved at tro sine egne ører, da Social-, Bolig og Ældreministeriet i starten af marts annoncerede, at de ville give en officiel undskyldning for de svigt og overgreb, der har fundet sted i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 – 1980.

For blot en uge siden lød det, at undskyldningen ville falde den 8. maj - men det kommer ikke til at ske. 

quote De måtte spænde mine ben og hænder. Så ligger man der, til man opfører sig ordentligt

Karoline Olsen, tidligere anbragt på Sprogø

I stedet bliver undskyldningen, der skal leveres af social-og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), udskudt til efter sommerferien. Det skyldes stor interesse for at deltage i arrangementet, meddeler Social-, Bolig- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse. Derfor flyttes det til en endnu ukendt dato for at sikre de rette rammer, så flere kan deltage i arrangementet.

Undskyldningen kommer efter en historisk udredning af sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980, der har belyst, hvordan børn, unge og voksne blev udsat for alvorlige svigt og overgreb, mens de var i statens varetægt.

Steriliseret med tvang som 18-årig

En af de anbragte i sær- og åndssvageforsorgen er Karoline Olsen, der som ung blev erklæret åndssvag og som 18-årig steriliseret mod sin vilje. Dengang var der en lov i Danmark, som gjorde det muligt at sterilisere åndssvage for at ’sikre en sund befolkning’.

- Min mand ville gerne have børn, og det ville jeg også. Men hvad skulle jeg gøre? De har ødelagt mig. Jeg er ikke den, som jeg skulle være, fortalte Karoline Olsen i marts til TV2 ØST.

Se dokumentaren om Karoline Olsen, der blev tvangssteriliseret og anbragt på Sprogø i 1951. I dag er hun en af de sidste der kan fortælle historien.

I 1951 fyldte Karoline 21 år, og det var også året, hvor hun blev anbragt på den lille ø Sprogø midt i Storebælt. På Sprogø var der nemlig en anstalt for kvinder, der blev vurderet som svagt begavede eller at have det, man dengang anså som en ’defekt, uregerlig og løssluppen moral’ – også kaldet ’moralsk åndssvage’.

- Jeg var så hysterisk på Sprogø, at de måtte spænde mine ben og hænder. Så ligger man der, til man opfører sig ordentligt, fortalte hun tidligere på året til TV2 ØST.

Karoline Olsen boede på anstalten i et år og er blot én ud af i alt anslået 500 kvinder, der i perioden 1923 til 1961 blev sejlet ud til kvindeanstalten på Sprogø.

Du kan læse Karolines historie her eller se indslaget med hende her


Nyhedsoverblik