Her kan du få hjælp: Markant flere børn og unge lider af angst

Både BørneTelefonen og Girltalk.dk oplever en stigning i antallet af henvendelser fra børn og unge med angst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hos Girltalk.dk har rådgivere de seneste 14 år hjulpet piger med de ting, der er svære.

20-årige Ida Marie Engmose har været rådgiver i godt et år. Hun har selv prøvet, hvordan tilværelsen så ud, da hun som 13-årig blev ramt at både angst og depression.

- Jeg var ikke syg nok ifølge systemet, så mine forældre og jeg blev nødt til at gå den private vej. Og da vi gjorde det, fandt vi ud af, at jeg havde en hård grad af depression, OCD og angst. Så det var lidt af en mavepuster. Og det tog mig rigtig mange år at komme igennem, men jeg blev erklæret rask for tre år siden, fortæller Ida Marie Engmose.

Kan være anonym

Hos Girltalk.dk kan pigerne være anonyme, så uanset om de skriver på SMS eller på chatlinjen, er det uforpligtende, da rådgiveren ikke kan se deres telefonnummer eller se, hvem de er. Netop sådan et tilbud kunne Ida Marie Engmose godt selv have brugt, da hun blev syg. Og derfor har hun valgt at bruge noget af sin fritid hos Girltalk.dk.

quote Jeg kunne mærke, at jeg gerne ville gøre en forskel for andre piger

Ida Marie Engmose, frivillig hos Girltalk.dk

- Jeg kunne mærke, at jeg gerne ville gøre en forskel for andre piger. Jeg ved, hvordan det er at komme over på den anden side. Jeg ved, der er en vej, men det kræver, at man får snakket med nogen om det. Jeg ville ikke være kommet igennem det, hvis jeg havde været alene uden at få snakket med nogen. Det er vigtigt for mig, at andre også får den mulighed, siger Ida Marie Engmose.

Mange henvendelser om angst

- Man kan godt sige, at angst blandt de unge piger er eksploderet de seneste 10 år. Pigerne føler, at de skal leve op til så mange ting, at mange ikke kan følge med. De skal være dygtige i skolen, de skal have en plan, de skal forfølge planen, mens de er fantastiske veninder, de skal dyrke sport og være festlige og se godt ud og være rigtige på så mange forskellige planer. Det kan være svært at leve op til, siger lederen af girltalk.dk, Anna Bjerre. 

Anna Bjerre, girltalk.dk
Anna Bjerre, girltalk.dk Foto: Martin Stilling - TV ØST

Girltalks psykologer tilbyder samtaleterapi, men SMS og chatfunktionen er tænkt som den ventil, pigerne kan bruge, når noget bliver for svært. Det er meget tilgængeligt. Det er et medie, de bruger hele tiden i forvejen, så det er bare at åbne for telefonen og skrive. Ofte er vi de første, pigen skriver til, at hun har angst, og mange ved ikke engang, at det er angst, de har. Det er først, når de har fortalt om, hvordan de har det, og hvilke symptomer de har, at vi kan se, at der nok er tale om angst. Derefter kan vi hjælpe pigen til at søge den hjælp, hun har behov for, fortæller Anna Bjerre til TV ØST. 

Og der er ifølge Anna Bjerre rigtig god grund til at søge hjælp, når angsten begynder at begrænse hverdagen. For angsten har en tendens til at smitte og brede sig til andre områder. 

- Mange oplever en umiddelbar lindring, når de begynder at undgå de ting, de er bange for. Sådan en følelse af - hvis bare jeg ikke tager toget, så kan jeg holde angsten nede - hvis man er bange for at køre i tog. Men så breder angsten sig til at det også gælder bus og bil, og pludselig kan man ikke komme nogen vegne, siger Anna Bjerre. 

Læs også
16-årige Ida har angst:
- Jeg var bange for at stikke armen ud for at lukke vinduet
Læs også
16-årige Ida har angst:
- Jeg var bange for at stikke armen ud for at lukke vinduet

Behandling er effektiv

Ifølge Anna Bjerre kan man få hjælp på mange måder. Nogle gange vil det være nok at tale med sine forældre. Eller at få en afklarende samtale hos en psykolog i forhold til at afgøre, om de ting man føler, er noget, der skal gøres noget ved. Nogle gange skal man have professionel hjælp. 

quote Man kan godt sige, at angst blandt de unge piger er eksploderet de seneste 10 år

Anne Bjerre, leder af Girltalk.dk

Det vigtige er, at man taler med nogen om den angst, man føler indeni.

- Har man reel angst, der begrænser ens liv, så er det til at komme af med igen. Det er ikke noget, man er nødt til at gå med. Selvom det måske i starten kan føles ubehageligt at skulle konfrontere sin angst, så er behandlingen effektiv, hvis man er klar til at gå ind i det, og allerede efter ganske få behandlinger kan man se gode resultater hos rigtigt mange, siger Anna Bjerre. 

BørneTelefonen: Angst fylder mere

Også hos BørneTelefonen under Børns Vilkår fylder angst en del. I gennemsnit henvender 38 børn sig hver dag til BørneTelefonen med spørgsmål og tvivl om angst.

- Der er ingen tvivl om, at angst fylder rigtig meget. Mange børn går med nogle bekymringer, som vi voksne er nødt til at forholde os til på en opmærksom og nærværende måde, siger psykolog Malene Angelo hos Børns Vilkår.

Børn og unge kan anonymt ringe ind til BørneTelefonen og tale med en rådgiver, og her har man de seneste år oplevet en markant udvikling i antallet af henvendelser fra børn, der er bange eller lider af angst. 

quote Der er ingen tvivl om, at angst fylder rigtigt meget

Malene Angelo, psykolog hos Børns Vilkår

I 2010 begyndte henvendelser fra børn, der havde angst eller var bange, at fylde så meget, at rådgiverne hos BørneTelefonen begyndte at registrere angst som en selvstændig kategori. I 2011 havde de 823 henvendelser i kategorien, fem år senere var der knapt 3000 henvendelser om angst. 

Tal med barnet

Mange forældre er ifølge Malene Angelo tilbageholdende i forhold til at søge hjælp til deres barn for angst, fordi de ikke vil sygeliggøre barnet eller er bange for at få sat en diagnose på.

Mulighed for hjælp 

AngstTelefonen

Hos Angstforeningen sidder rådgivere klar til at hjælpe på AngstTelefonen 70 27 13 20

Hvis du har brug for en personlig samtale, når det er svært, hvad enten du selv lider af angst eller er pårørende. Her kan man også høre mere om praktiske spørgsmål og om selvhjælpsgrupper.

BørneAngstTelefonen ​​​​82 30 60 70

Hvis du føler dig bange i bestemte situationer, ikke har lyst til at gå i skole eller tit får ondt i maven på grund af noget bestemt, så kan vi måske hjælpe dig.

Du kan ringe til vores rådgivere helt anonymt. Det betyder, at ingen kan se, hvem du er. Vi hjælper dig med at tale om det, der er svært at tale om, og måske kan vi også hjælpe dig med, hvor du kan få hjælp.

Forældre, pårørende, lærere m.fl. er også velkomne til at benytte telefonen, hvis der er brug for at tale om, hvordan man bedst støtter et barn eller en ung med angst, hvor man kan søge hjælp og hvordan man passer på sig selv og sin familie, når det er svært.

http://angstforeningen.dk/?page=radgivning-og-stotte

Girltalk.dk - anonym sms og chatrådgivning

På GirlTalk.dk giver vi mulighed for at få luftet både de svære tanker og følelser, men også glæderne og succeserne.

Gennem gratis chatrådgivning, åbent forum, samtalegrupper samt psykologsamtaler og foredrag hjælper vi unge piger igennem livet med alle de udfordringer og valg, der følger med. På GirlTalk.dk kan man tale om det hele – alt fra kropslige forandringer, problemer med forældre, lavt selvværd og ensomhed til selvmordstanker, selvskade og spiseforstyrrelser. 

GirlTalk.dk har ca. 125 frivillige rådgivere, 6 ansatte og en frivillig bestyrelse.

https://girltalk.dk/r%C3%A5dgivning/gratis-r%C3%A5dgivning-og-tilbud

BørneTelefonen - 116111 ​​​​

BørneTelefonen har åbent hver dag fra kl. 11-23.  Her sidder der rådgivere, som rigtig gerne vil hjælpe dig. Du kan få rådgivning på enten telefon, chat eller sms.

Hvis du har et problem om natten, som du ikke synes kan vente til dagen efter, er du meget velkommen til at ringe eller chatte ml. kl. 23-02, hvor der sidder rådgivere klar til at tale med dig.

Om natten kan vi hjælpe dig med at genfinde ro og tryghed

Vi kan sammen med dig finde ud af, om du skal handle på dit problem med det samme, eller om du måske har brug for en længere samtale med os dagen efter. Det er vigtigt for os, at du ikke står alene i en situation, hvor du har brug for en voksen.

https://bornetelefonen.dk/

- Og ofte er det heller ikke nødvendigt. Det er ikke det første, man skal gøre, når man oplever, at barnet er bange eller har angst, siger Malene Angelo. Istedet foreslår hun, at man på en nærværende måde sætter sig med barnet og taler om, hvad det er, barnet er bange for.

- Undersøg, hvad det handler om og lyt til, hvad barnet siger. Hvor ofte er barnet bange og for hvad? Ofte kan man sammen med barnet finde nogle løsninger, der hjælper barnet til at komme over angsten. Men det er klart, at hvis angsten går hen og bliver hæmmende for barnet, så skal man søge hjælp. Og det kan man få på mange måder, siger Malene Angelo. 


Nyhedsoverblik