Offer dukkede ikke op til retssag - mand fra Ringsted var taget i krig i Ukraine

Retten i Roskilde har tidligere på ugen behandlet en sag, hvor en ung mand var blevet udsat for trusler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I en sag om trusler, som blev afgjort tidligere på ugen, havde Retten i Roskilde en usædvanlig afhøring af en forurettet.

Retten skulle nemlig afhøre en 22-årig dansk mand, som var rejst til Ukraine for at kæmpe i krigen, og som derfor ikke var dukket op i retten.

Men i stedet for at udsætte sagen lykkedes det politiet og anklagemyndigheden at opspore manden over sociale medier, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Læs også
Museumskampvogn skal hjælpe Ukraine i krigen
Læs også
Museumskampvogn skal hjælpe Ukraine i krigen

Derfor gav retten tilladelse til, at den unge mand alligevel kunne afhøres over en videoforbindelse fra Ukraine.

Maskerede mænd i Ringsted

Hændelsen, som sagen drejer sig om, skete ved en skole i Ringsted i april 2020. En gruppe unge mænd - heriblandt den nu 22-årige mand - var på stedet.

Den 22-årige blev opsøgt af tre maskerede mænd. Ifølge politiet truede de den unge mand, efter at de havde haft en uoverensstemmelse. De skal også have løbet efter ham med en kniv.

Den forurettede stak efterfølgende af fra stedet.

Læs også
Flygtede fra krigen i Ukraine - nu er løven Molly kommet til Knuthenborg
Læs også
Flygtede fra krigen i Ukraine - nu er løven Molly kommet til Knuthenborg

Tre var tiltalt i sagen. Offeret udpegede to af de tiltalte, og et vidne udpegede den sidste.

De to, som den 22-årige mand selv udpegede, blev dømt i sagen. Den ene blev idømt 30 dages betinget fængsel.

Den andens straf blev ikke udmålt. Straffene blev forkortet, da der var gået lang tid siden, at hændelsen skete, fortæller politiet.

Begge de dømte er 21 år gamle og modtog dommen. Den tredje tiltalte blev frifundet, oplyser politiet.


Nyhedsoverblik