- Vi har jo lige været sneet inde, men nu er vi så vandet inde.
Sådan lyder det fra Winni Bøge Jensen, som bor på Sværdborgvej i Lundby.
Lige nu har det den konsekvens, at vi ikke kan komme i skole eller på arbejde. Vi kan simpelthen ikke køre i det
Hun bor på en grusvej som er en sidevej til Sværdborgvej, som er oversvømmet, og hvor Beredskabsstyrelsen siden mandag aften har kæmpet for at pumpe vandet væk fra vejen.
Vandmasserne kommer som følge af smeltevand fra sneen, en masse regn, og så en jord der er frosset, så vandet ikke kan synke ned.
Winni Bøge Jensens grund er oversvømmet, og det selvom deres pumper har kørt siden søndag.
- Vi startede søndag med at pumpe, og så kunne vi se, at vandstanden stadig steg mandag. Da jeg skulle hente børnene klokken 14, kunne jeg godt se, det ikke var så fedt at køre i, siger Winni Bøge Jensen til TV ØST.
Kan ikke komme ud
I dag, tirsdag, kører pumperne på højtryk, og Winni Bøge Jensen, hendes mand og hendes børn har opgivet at komme ud.
- Lige nu har det den konsekvens, at vi ikke kan komme i skole eller på arbejde. Vi kan simpelthen ikke køre i det, fortæller Winni Bøge Jensen.
Dels fordi man ikke kan køre i de voldsomme vandmasser, men også fordi vejen er spærret, mens Beredskabsstyrelsen arbejder på at få vandet væk.
- Folk, der vil køre på vejen, bliver rasende og hidser sig op. Havde det været en brand, havde folk stoppet op og tænkt "hvor er det synd for dem". Men fordi det er oversvømmelse er det bare pisseirriterende. Men skaderne kan jo være lige så slemme for nogle, der har fået oversvømmet huset, siger Winni Bøge Jensen.
Flere steder på Sydsjælland og Lolland skaber vandmasserne store problemer på vejene, hvor kommunerne arbejder på at få vejene fri for vand, samt hos husejerne, hvor vandet giver bekymringer for, at det rammer husene.
Har været oversvømmet før
Så galt er det dog ikke gået for parret. Men det gjorde det for nogle år siden.
- Vi har haft oversvømmelse for nogle år tilbage, hvor det gik hårdt udover huset, og vi boede i en skurvogn i seks måneder. Siden dengang fik vi lagt dræn og pumper og vi har gravet jordvolde rundt om huset, så det kommer ikke ned til huset, fortæller Winni Bøge Jensen.
Men med de forbehold, som Winni og Henrik Bøge Jensen har taget siden dengang, så er der ikke bekymring for, at huset tager skade.
- Det er vi ikke bekymrede for. Det er slet ikke det samme som dengang. Vi har fået stoppet skaden, fordi vi begyndte at pumpe tidligt, og så fordi vi fik gravet jordvoldene om huset, siger Winni Bøge Jensen.
Humøret er højt
Konsekvenserne kan være svære at overskue på nuværende tidspunkt for parret. Men de har ikke værdifulde ting på grunden, som lider skade.
- Vi har heldigvis ikke nogle afgrøder på grunden, men jeg tænker da, at det tager lang tid før det tørrer op igen. Men mon ikke træerne kan overleve det, siger Winni Bøge Jensen.
Og selvom familien er "vandet inde", som Winni Bøge Jensen kalder det, så er der højt humør.
- Humøret er altid godt her. Vi har heldigvis nogle gode naboer, hvor min mand kan tage gummistøvlerne på og gå op og hente, hvis vi mangler noget, siger Winni Bøge Jensen.